Perfekt danskerdag i stor turnering - ekstraordinært, siger ekspert
Det kunne ikke være gået bedre, end det gjorde, hvis man ser på anden runde af Indonesia Open med danske briller.
- Den her turnering svarer til en Grand Slam-turnering. Det er en af de største og vigtigste badmintonturneringer overhovedet. Folk topper her. Du kan ikke komme højere op end det her.
Sådan sætter TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen scenen for den igangværende Super 1000-turnering Indonesia Open.
Og med den viden in mente er det relativt imponerende, at Danmark er repræsenteret i seks kampe ved fredagens kvartfinaler.
Det er faktum efter torsdagens kampe, der bød på lutter danske sejre.
Danske resultater torsdag
- R. Gemke - S. H. Rhustavito: 21-12 (modstander trækker sig)
- A. Antonsen - T. W. Wang: 18-21, 21-13, 21-14
- K. Astrup/A. Skaarup - M. Kaneko/Y. Kubota: 21-11, 21-14
- H. K. Vittinghus – K. Tsuneyama: 10-21, 21-18, 21-13
- V. Axelsen - K. Srikanth: 21-14, 21-18
- M. Christiansen/A. Bøje - P. Jordan/M. D. Oktavianti: 23-21, 21-14
Det er en bedrift, Jim Laugesen har svært ved at sætte ord på, når han tænker på turneringens status.
- Det her er altså helt ekstraordinært. Specielt fordi danskerne ikke har fået noget foræret. De har spillet sig til det, og de har leveret på et rigtig højt niveau.
- Dansk badminton kan og skal være stolte over den her bedrift. Også når man tænker på de svære vilkår, der er blevet spillet under. Den ekstreme varme og høje luftfugtighed er ikke noget, der er til danskernes fordel, siger Jim Laugesen.
Alle danskere har en chance fredag
Og selvom der i fredagens kvartfinaler venter ny svær modstand for de danske spillere, tror Jim Laugesen på endnu en succesfuld danskerdag.
- Det bliver selvfølgelig tæt på umuligt at lave samme nummer som i dag, men der er altså chancer i alle kampe.
- Og så vil jeg tillade mig at sige, at jeg bliver skuffet, hvis ikke vi får to danske herresingler videre til semifinalen, siger Jim Laugesen.
Jim Laugesens optimisme for de danske herresingler skyldes blandt andet, at Danmark er repræsenteret med fire af dem i kvartfinalen. Og da ingen af dem møder hinanden, betyder det, at Danmarks teoretisk kan optage alle fire pladser i semifinalerne.
Selvom det lyder vildt, vil Jim Laugesen ikke udelukke det ekstraordinære scenarie.
- Sol, måne og stjerne skal stå i ét, men det er altså ikke umuligt. De danske spillere har niveauet, siger Laugesen.
Anders Antonsen indleder fredagens danskerdag omkring klokken 12, når han møder Jonatan Christie fra Indonesien.
Danske kvartfinaler fredag
- R. Gemke - K. Nishimoto
- A. Antonsen - J. Christie
- K. Astrup/A. Skaarup - T. Hoki/ Y. Kobayashi
- H. K. Vittinghus – Loh Kean Yew
- V. Axelsen - S. Praneeth B.
- M. Christiansen/A. Bøje - H. Faizal/ G. E. Widjaja
TV 2 SPORT sender fra turneringeren, når der er tv-billeder. Find programmet for tv-banerne på Facebook-siden TV 2 Badminton og find vores samlede sendeplan her.