Badminton

Her er danskernes chancer i semifinalen

Tre danske spillere/par er klar til semifinalen i Super 1000-turneringen Indonesia Open, der spilles lørdag.

Fredagen blev skudt i gang med en trist besked om, at Anders Antonsen måtte trække sig fra sin kvartfinale. Og så sluttede den med et nederlag i tre sæt for Kim Astrup og Anders Skaarup.

Men imellem de to begivenheder, var der masser af dansk succes.

Kvartfinaledagen ved Indonesia Open endte med tre danske sejre ud af seks mulige, hvorfor der også lørdag er godt med danskere i aktion.

Her skal både Viktor Axelsen, Rasmus Gemke og mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje forsøge at spille sig videre til finalen i den store turnering.

Og spørger man TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen, om et dansk hattrick i semifinalen er godkendt, er svaret et klart "ja".

- Jeg synes egentlig, vi skal være meget tilfredse. Hvis vi stod inden turneringen med en mulighed for en ren dansk finale i herresingle og ydermere et mixpar videre i så stor en turnering, havde vi købt den, siger han.

Men selvom det allerede nu har været en flot dansk turnering, kan det blive endnu bedre lørdag.

Her gælder det semifinalerne, og nedenfor giver Jim Laugesen sit bud på, hvordan store de danske finalechancer er:

Mathias Christiansen og Alexandra Bøje

Modstander: Yuta Watanabe/Arisa Higashino

Jim Laugesens ekspertvurdering:

- Det er svært. Den bliver meget svær. Der skal de virkelig spille det bedste, de nogensinde har gjort, hvis de skal slå dem. Og så passer hallen bare virkelig godt til Watanabe og Higashino.

Hvad siger spillerne selv?

- Det bliver svært i morgen mod Watanabe og Higashino. Vi tabte ret stort til dem sidst. Men i morgen er det en ny kamp, og nu skal vi have restitueret efter en hård kamp i dag (fredag, red.), siger Mathias Christiansen.

Viktor Axelsen

Modstander: Jonathan Christie

Jim Laugesens ekspertvurdering:

- Det er en kamp, jeg ikke vil misse, og det kommer jeg heldigvis heller ikke til. Axelsen har det bedre. Det er der ingen tvivl om. Men hvor meget bedre, må vi se i morgen, for der vil han blive udfordret for første gang.

- Men jeg vil sige, at Christie er svag favorit. Jeg har endnu ikke set Axelsen blive virkelig testet, så jeg underspiller den lidt, siger Laugesen.

Hvad siger Axelsen selv?

- Det bliver en spændende kamp. Christie er en fantastisk spiller, og at spille mod ham her i Indonesien bliver en stor oplevelse, selvom der ikke er tilskuere desværre.

- Men jeg har det 1000 gange bedre, end jeg havde for syv dage siden, så det glæder jeg mig bare over lige nu, og så glæder jeg mig over, at jeg skal ind og spille en fed kamp i morgen. Jeg håber på, jeg vinder, og om ikke andet kæmpe jeg røven ud af bukserne, og så ser vi, hvad det ender med, siger Axelsen.

Rasmus Gemke

Modstander: Loh Kean Yew

Jim Laugesens ekspertvurdering:

- Med de navne, Gemke har slået, er han favorit. Jeg synes, det er en god chance for ham. Hvis han spiller på det niveau, som han har gjort gennem ugen, hvor han har slået store spillere, kan han vinde.

- Og så har jeg ikke set Loh blive udfordret ordentligt endnu. Så jeg mener, at Gemke er favorit.

Hvad siger Gemke selv?

- Lige meget hvad, ser jeg frem til det, og det bliver en sjov kamp, sagde Gemke, inden han vidste, om modstanderen ville blive Loh eller Hans-Kristian Vittinghus.

Alle de danske kampe kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 05.00 lørdag morgen.

Mens de tre ovenstående spillere/par er videre, røg Hans-Kristian Vittinghus, Anders Antonsen og Kim Astrup/Anders Skaarup ud af turneringen.