Badminton

Hård VM-lodtrækning for flere danskere

Onsdag er der trukket lod til VM i badminton, hvor Viktor Axelsen kan se frem til hård modstand i første runde.

Det er helt sikkert Loh Kean Yew, der har været mest uheldig. Men verdensetteren Viktor Axelsen jubler næppe over, at de to træningsmakkere skal møde hinanden i første runde ved VM.

Axelsen og Loh, der ligger nummer 20 på verdensranglisten, spillede senest mod hinanden i finalen ved Indonesia Open i slutningen af november. Her vandt Axelsen i tre sæt, hvilket understreger, at Loh var blandt de bedste spillere, der ikke var seedet.

- Viktor er en af dem, der har trukket det korte strå. Der er ingen tvivl om, at han godt ved, at han skal være klar fra start, siger landstræner Kenneth Jonassen til TV 2 SPORT.

Hvis Viktor Axelsen vinder i første runde, kan modstanden blive nogenlunde ligeså hård. I anden runde venter enten Shesar Hiren Rhustavito (22) eller Luka Wraber (92).

Jonassen: Det er frustrerende

Generelt kunne lodtrækningen have været bedre for flere af de danske spillere, mener landstræneren. Enten fordi de kommer til at møde hård modstand i første runde, eller fordi de er havnet i den hårde del af turneringstræet, der kan ses for alle kategorier her.

- Overordnet set har vi fået en forholdsvist udfordrende lodtrækning fordelt over de fem kategorier. Det er en anelse frustrerende, siger Kenneth Jonassen.

Især i herresingle har Danmark været uheldig, da Axelsen, Antonsen, Gemke og Vittinghus alle er havnet i den samme halvdel af turneringen. Det vil sige, de kan ende med at slå hinanden ud på vejen mod medaljerne.

Efter Axelsen er Anders Antonsen den dansker, der er bedst seedet. Han indleder mod russiske Vladimir Malkov, og allerede i anden runde kan han møde en spiller fra top-25.

- Malkov har et højt topniveau, men jeg har også vist, at jeg har kunnet løse ham før i tiden, siger Anders Antonsen til TV 2 SPORT.

- Jeg ved ikke, om jeg skal være nervøs, men jeg skal tage alle spillere i feltet enormt seriøst. Der er så mange, der kan spille rigtig, rigtig godt på sine bedste dage.

VM i Spanien sendes direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra 12. december til 19. december.

Danskernes modstandere

Herresingle

  • Viktor Axelsen - Loh Kean Yew
  • Anders Antonsen – Vladimir Malkov
  • Rasmus Gemke – Brice Leverdez
  • Hans-Kristian Solberg Vittinghus - Tien Minh Nguyen

Damesingle

  • Mia Blichfeldt sidder over i første runde – møder Kisona Selvadurav eller Neslihan Yigit i anden runde
  • Line Christophersen - Grogorina Mariska Tunjung
  • Line Kjærsfeldt - Qi Xuefei
  • Julie Dawall Jakobsen - Kesina Polikarpova

Herredouble

  • Kim Astrup og Anders Skaarup sidder over i første runde – møder Di Zi Jian og Wang Chang eller Akira Koga og Taichi Saito i anden runde
  • Daniel Lundgaard og Mathias Thyrri - MR Arjun og Dhruv Kapila
  • Joel Eipe og Rasmus Kjær – Attri Manu og Reddy Sumeeth

Damedouble

  • Mette Poulsen og Alexandra Bøje - Teoh Mei Xing og Yap Ling
  • Sara Thygesen og Maiken Fruergaard sidder over i første runde – møder Mette Poulsen og Alexandra Bøje eller Teoh Mei Xing og Yap Ling i anden runde
  • Amalie Magelund og Freja Ravn sidder over i første runde – møder Kati-Kreet Marran og Helina Rüütel eller Ng Wing Yung og Yeung Nga Ting i anden runde
  • Amalie Schulz og Christine Busch - Johanna Magnusson og Clara Nistad

Mixeddouble

  • Alexandra Bøje og Mathias Christiansen sidder over i første runde – møder Guo Xin Wa og Zhang Shu Xian eller Solis Jonathan og Diana Corleto Soto i anden runde
  • Niclas Nøhr og Amalie Magelund - Ou Xuan Yi og Feng Xue Ying
  • Mathias Thyrri og Mai Surrow - Venkat Gaurav Prasad og Juhi Dewangan
  • Mikkel Mikkelsen og Rikke Søby - Philip Birker og Katharina Hochmeir