Badminton

VM afholdes i hjembyen - det gør stjerne ”meget trist”

Carolina Marín har været igennem en skadesperiode, hvor hun på et tidspunkt måtte tage en pause fra badminton.

VM bliver spillet i hendes hjemby. Og gud hjælpe mig om turneringen ikke også spilles i hallen, der er opkaldt efter hende.

Men Carolina Marín kan ikke være med. En slem knæskade tvang hende til at melde afbud kort før turneringen. Alligevel var hun torsdag forbi hallen og TV 2 SPORTs studie.

Her lagde hun ikke skjul på, at det er hårdt at se på som tilskuer, når det hele foregår i Huelva.

- Jeg er meget trist. Nogle gange bliver man frustreret, fordi det er den største turnering i verden. Nu spiller de i min hjemby – endda i min hal – og jeg kan ikke spille.

- Det er virkelig hårdt at sidde og se kampene uden at være på banen, siger Marín.

Den spanske stjerne har vundet VM tre gange i sin karriere.

Mange skader

Sejrene ligger dog et stykke tilbage, for den seneste tid har været skadesplaget. Meget skadesplaget.

To gange har Marín været ramt af en alvorlig knæskade. Den seneste kom bare to måneder før OL i år, og det blev startskuddet til en svær periode.

- Fra det tidspunkt var det virkelig hårdt. Mine tanker var, at det måske kunne være slutningen (på karrieren red.). Jeg vidste ikke, om jeg ville komme tilbage på samme niveau.

En måneds fri

I august, hvor OL var i gang, lod den 28-årige damesinglespiller ketsjeren ligge i en måned, som blandt andet gik med at se familie og venner. I stedet holdt hun fokus på den fysiske træning.

Hun er ellers kendt for at træne ekstremt hårdt med fjerbolden, men pausen bekom hende godt, fortæller hun.

- Helt sikkert. Jeg prøver at have de positive tanker i mit hoved, og så prøver jeg at blive ved med at se fremad. Jeg vil tilbage i den bedst mulige udgave, siger Carolina Marín.

Hvornår er du tilbage?

Med skadede sportsstjerner er det altid nærliggende at spørge, hvornår de er kampklar igen.

Lige nu ved den spanske damesingle det ikke. Men hun har et håb.

- Den første uge i marts har vi Spain Masters her i Huelva i min hal. Jeg vil elske at være her på det tidspunkt, når jeg ikke kunne spille til VM.

- Jeg vil elske at føle støtten, slutter Marín.

Foruden tre VM-titler har spanieren også vundet OL-guld i sin fornemme karriere.