Badminton

Antonsen tog Dannebrog om skuldrene - så fik han afklapsning

Anders Antonsen møder Loh Kean Yew i semifinalen. Her kan danskeren bruge sine erfaringer fra finalen i 2019.

Med ét åbnes det sorte tæppe ind til hallen.

Ind træder Anders Antonsen. Med ansigtet let løftet oser han af selvtillid, mens publikum tiljubler ham. Det eneste lys i hallen peger mod danskeren, der er på vej ind til sin første VM-finale. Året er 2019.

Selvom det foregår i Schweiz, har han hele Danmark med sig. Om skuldrene hænger Dannebrog.

- Det var en overvældende uge, fordi jeg mærkede så meget støtte fra venner og bekendte – og på sociale medier. Det var en måde for mig at tage alle med ind på banen og vise min taknemmelighed, lyder det fra Antonsen mere end to år efter, da vi taler med ham inden VM i Spanien.

Da han kommer ind på banen, løfter han det danske flag i vejret. Antonsen sender et tydeligt signal: Han er klar til at tage kampen op mod verdensstjernen Kento Momota.

Anders Antonsen viste Dannebrog frem til alle, da han skulle spille VM-finale. Video: Malthe Henriksen

Men det skal vise sig at være noget nær sidste gang, han løfter armene dén augustdag i Basel. Finalen bliver en dundrende fiasko. Antonsen falder sammen og taber med 21-9, 21-3.

- Det var en drøm, der gik i opfyldelse: At gå ind på den måde med flaget omkring mig og have så meget støtte. Entréen var fed… Derfra så…, når han at sige, inden han stopper og griner.

Hans småironiske latter siger det hele. Momota efterlod ham ingen chancer.

Anders Antonsen mødte verdens nummer et, japanske Kento Momota, i VM-finalen i Basel. Video: Malthe Henriksen

En ny chance

Nu skriver vi 2021. Ja, året går faktisk snart på hæld. VM bliver denne gang afholdt i den sydspanske by Huelva.

Endnu en gang er Anders Antonsen i fokus. Den nu 24-årige dansker har fejet al modstand af banen i sine fire kampe og har allerede sikret sig en medalje af minimum bronze. Til verdensmesterskaberne spiller man ikke om tredjepladsen.

Sådan er det gået Antonsen ved VM 2021

  • Første runde: 21-16, 21-13 mod Vladimir Malkov
  • Anden runde: 21-11, 21-15 mod Niluka Karunaratne
  • Tredje runde: 21-9, 21-11 mod Lee Cheuk Yiu
  • Kvartfinale: 12-21, 21-8, 11-1 mod Lee Zii Jia, der trak sig

Hvis han skal sikre sig en ny finaleplads, kræver det en sejr over Loh Kean Yew, der er malaysisk født, men stiller op for Singapore. Loh har spillet en blændende turnering, og det er Anders Antonsen klar over.

- Han har set virkelig, virkelig skræmmende ud. Det bliver en svær opgave, men jeg glæder mig, siger han.

Bookmakerne har Loh som favorit til at vinde kampen. Men det betyder ikke, at Antonsen har tænkt sig at give op på forhånd. Slet ikke.

- Det vil være rigtig, rigtig fedt, hvis jeg kunne spille mig i min anden VM-finale. Det går jeg selvfølgelig efter, siger aarhusianeren.

Har aldrig mødt hinanden

Der er bare ét problem. Singaporeaneren har nemlig samme indstilling.

- Jeg er meget glad for medaljen, men hvorfor ikke gå efter mere? Det vil jeg gøre mit bedste for, siger Loh efter sin sejr i kvartfinalen, som sikrede ham den første VM-medalje til samlingen.

Det blev til to sæt og en sjat, da Anders Antonsen sikrede sig en VM-medalje. Video: Jonas Kjærsgaard

Selvom de to aldrig har mødt hinanden i en gældende kamp, er Antonsens modstander fuld af beundring for danskeren.

- Han er en god spiller. Helt sikkert. Jeg har set ham spille en del gange. Forhåbentlig kan det blive en god kamp. Vi kommer til at give hinanden kamp til stregen.

Antonsen har særlig fordel

Selvom det seneste VM endte i en gedigen skuffelse for den 24-årige dansker, har han alligevel taget vigtige lærepenge med derfra.

Og de lærepenge kan meget vel give ham en fordel før mødet med Loh.

- Jeg tror, det er fint, jeg har været der før og ved nogenlunde, hvordan det er. Det tror jeg kan hjælpe mig med at holde spændingen lidt nede, siger Antonsen og uddyber:

- Jeg tænkte også over det til kvartfinalen. Jeg tænkte tilbage på, hvordan jeg egentlig havde det inden min første af slagsen (i 2019 red.). Jeg kan ikke helt huske det, men jeg kan huske, at jeg var meget spændt og havde mange sommerfugle i maven til semifinalen og finalen. Der synes jeg ikke helt, jeg er nu.

Lørdag klokken 20 åbnes det sorte tæppe igen. Endnu en gang træder Anders Antonsen ind. Denne gang til en VM-semifinale.

Du kan se opgøret på TV 2 SPORT. Husk også at se med, når herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup spiller deres semifinale. Det er omkring klokken 19. Der er tale om cirka-tider, da kamplængden kan variere, så tænd endelig tidligt.