Badminton

Dansk double misser VM-finalen

Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen er færdige ved VM i Spanien.

Herredoublen Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen må "nøjes" med VM-bronze i Spanien.

Det er en realitet efter lørdagens semifinalenederlag til kineserne He Ji Ting og Tan Qiang, hvor den danske double ellers kom bedst fra start.

Astrup og Skaarup førte første sæt 14-11, men endte med at tabe det første sæt. De slog dog tilbage med en suveræn sejr i andet sæt. Tredje og afgørende sæt blev tæt, men kineserne viste sig stærkest til sidst. Danskerne får VM-bronze, da man i badminton ikke spiller om bronzemedaljerne ved et verdensmesterskab.

Astrup/Skaarup 1 - 2 He/Tan

  • 1. sæt: 16-21
  • 2. sæt: 21-13
  • 3. sæt: 15-21

- Jeg er pisseirriteret over, at jeg løber og gemmer mig lidt samtidig med, at jeg stiller høje krav til Anders. Det er en dårlig kombination og meget dårlig energi, men jeg føler egentlig, at vi holder hovedet oppe og prøver at kæmpe, siger Kim Astrup til TV 2 SPORT efter nederlaget.

- Vi spiller to dårlige sæt i dag, og dem taber vi. Så det er ikke så mærkeligt. Men fuck... Det bliver en lang dag i morgen, følger en tydeligt skuffet Anders Skaarup op.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Kineserne ligger 14 pladser under Astrup og Skaarup på verdensranglisten, men det var ikke til at se i kampen om finalepladsen.

Her vandt He og Tan i tre sæt med cifrene 21-16, 13-21, 21-15. Det betyder, at Astrup og Skaarup får bronze.

Det er parrets første sæt VM-medaljer. Deres hidtil bedste resultat ved et VM var exit i tredje runde.

Astrup og Skaarup startede kampen godt og var foran 8-5, inden kineserne kom lidt tilbage, så der ved den indlagte pause stod 11-10 i dansk favør.

Efter et tabt første sæt rejste Astrup og Skaarup sig i andet. Video: TV 2 SPORT

Det blev også 14-11, inden He og Tan med seks point i træk vendte kampen på hovedet og satte Astrup og Skaarup under pres. Kineserne var ovenpå og tog første sæt.

Men i andet sæt tog danskerne revanche. Det var dog først efter pausen, at Astrup og Skaarup for alvor tog fat og trak fra, og så skulle VM-semifinalen ud i et tredje og afgørende sæt.

Det startede ikke godt set med danske øjne. Kineserne kunne gå til pause foran 11-6. Danskerne kæmpede, men kom aldrig tættere på end minus to point i slutfasen.

Senere skal Anders Antonsen forsøge at spille sig i sin anden VM-finale i træk i herresingle. Han møder Loh Kean Yew fra Singapore, som i første runde sendte Viktor Axelsen ud.