Badminton

Axelsens 2021 blev "historisk"

Danskerens sæson har budt på et hav af triumfer. Tag turen gennem dem i artiklens tidslinje.

VM i badminton er slut - det samme er sæsonen. Tilbage står ét navn:

Viktor Axelsen.

Hans 2021 har været vildere end alle de andres, og hele syv turneringssejre er det blevet til.

- Det er en historisk sæson, som bliver svær at gentage. Med det niveau han har vist, har han skrevet sig ind i historiebøgerne som en af de bedste herresinglespillere i verden nogensinde. Det siger ikke så lidt, opsummerer Jim Laugesen, der er badmintonekspert på TV 2 SPORT.

Tidslinjen tager kun højde for individuelle sejrene i den imponerende sæson, hvor Viktor Axelsen også skiftede sin faste base i Danmark ud en ny bopæl og et nyt træningsmiljø i Dubai.

Axelsens vilde 2021

  1. 2021

    1. Vinder årets første turnering

      Efter en usædvanlig lang turneringspause for Viktor Axelsen kunne den danske herresingle igen juble, da han vandt finalen i årets første turnering i Thailand.

      Ti måneder efter Axelsens seneste turnering kunne hverken coronapandemien eller skader stoppe danskeren, der trods små problemer og anspændthed vandt sikkert i to sæt over NG Ka Long Angus.

    2. Dobbelt op i Thailand

      Bare en uge efter sin første turneringssejr i 2021, triumferede Viktor Axelsen igen, da han kunne kalde sig vinder af Thailand Open II.

      Axelsen slog Hans-Kristian Vittinghus 21-11, 21-7 i finalen.

      På daværende tidspunkt havde den danske verdensstjerne ikke tabt en kamp i mere end et år!

    3. Ny triumf - denne gang i Schweiz

      Godt nok var der denne gang tale om en Super 300-turnering, men Axelsen efterlod heller ingen tvivl i Schweiz.

      Han slog Kunlavut Vitidsarn med knusende 21-16, 21-6.

    4. OL-guld

      Årets absolut største triumf indtraf, da Axelsen vandt OL-guld for første gang i karrieren. De fleste husker nok billederne, hvor han brød grædende sammen.

      Efter kampen havde han svært ved at finde ord:

      - Jeg kan slet ikke tro det. Jeg kan slet ikke stoppe med at tude. Jeg kan slet ikke tro det. Det er for sindssygt, lød det hulkende fra Danmarks guldvinder, som var nødsaget til at afbryde interviewet med DR, fordi han var så rørt.

    5. Axelsen vinder Denmark Open på hjemmebane

      Det længe ventede opgør mellem verdens to bedste herresinglespillere, Viktor Axelsen og Kento Momota, blev lige så underholdende, som badmintonelskere kunne have håbet på. Og måske mere til.

      Efter over halvanden times højintens underholdning endte det med dansk finalesejr efter tre udmarvende sæt. Det var første gang, Axelsen vandt Denmark Open, som blev spillet på hjemmebanen i Odense.

    6. Sejr i Indonesia Open

      Viktor Axelsen skrev sig endnu dybere ind i de danske badmintonhistoriebøger, da han nuppede sejren ved Indonesia Open.

      Han slog sin træningsmakker Loh Kean Yew i tre sæt.

    7. Syvende og sidste titel

      Det vilde titelår blev rundet af med en sejr ved sæsonfinalerne.

      Sejren blev en smule speciel, da turneringen var ramt af afbud. Kento Momota trak sig ligeledes undervejs. Igen gik det ud over Vitidsarn, der blev slået 21-12, 21-8.

      - Det er fuldstændig fantastisk. Den her turnering betyder noget specielt for mig. Det var en af de første store turneringer, jeg vandt tilbage i 2016, lød det efter sejren.