Dansk stortalent har ny makker på plads

Der er blevet plads til nye par i Badminton Danmarks doublekonstellationer - blandt andet er Frederik Søgaard og Rasmus Kjær et nyt makkerpar.

De, der har ventet i spænding på Badminton Danmarks nye doublekonstellationer, har nu endelig fået den forløst.

Flere par forbliver, som vi kender dem, men der er dog blevet plads til fire nye par, som den sportslige ledelse i Badminton Danmark har udpeget og som skal spille sammen på det Nationale Elite Træningscenter.

Blandet andet er der en ny makker til 24-årige Frederik Søgaard, der for alvor slog igennem under VM for blandede hold og senere ved Thomas Cup Aarhus. Han danner nu par med 23-årige Rasmus Kjær, efter Søgaards tidligere makker, Mads Pieler Kolding, stoppede sin internationale karriere i efteråret.

Derudover er der yderligere et nyt par i herredouble-kategorien og to nye mixeddouble-par.

Sådan ser doublekonstellationerne ud

Herredouble:

  • Kim Astrup og Anders Skaarup
  • Frederik Søgaard og Rasmus Kjær (nyt par)
  • Jeppe Bay og Lasse Mølhede
  • Joel Eipe og Daniel Lundgaard (nyt par)

Damedouble:

  • Sara Thygesen og Maiken Fruergaard
  • Freja Ravn og Amalie Magelund
  • Amalie Schulz og Christine Busch
  • Clara Graversen og Natasja Anthonisen

Mixeddouble:

  • Alexandra Bøje og Mathias Christiansen
  • Amalie Magelund og Mathias Thyrri (nyt par)
  • Sara Thygesen og Mathias Bay-Smidt (nyt par)
  • Rikke Søby og Mikkel Mikkelsen

Jonassen: Målsætningen er klar

Landstræner Kenneth Jonassen fortæller om en "god proces" med spillerne i forhold til at udpege nye par. De har lagt den bedst mulige kabale, hvor der er taget udgangspunkt i de høje ambitioner.

- Målsætningen har ligget klar: Vi skal fortsat kunne konkurrere mod de asiatiske topnationer, både på den korte såvel som den lange bane.

- Derudover vil vi styrke den langsigtede udvikling samt den interne konkurrence således, at vores fælles ambitioner om at vinde metal til Danmark forbliver muligt, siger Jonassen i en pressemeddelelse.

Dertil skriver Badminton Danmark, at Rasmus Kjær, Jeppe Bay, Mathias Thyrri og Mikkel Mikkelsen er blevet en del af elitegruppen.