Færdige på landsholdet

De to doublespillere Mette Poulsen og Niclas Nøhr skal ikke være en del af landsholdet fremover, efter at de nye doublekonstellationer er lavet.

Imens flere spillere formentlig jubler over at have fremtiden på plads med en ny makker, var der også ofre, da Badminton Danmark lavede nye doublekonstellationer til de kommende år.

Således blev der ikke fundet plads til 28-årige Mette Poulsen og 30-årige Niclas Nøhr, der derfor er færdige på landsholdet - også kaldet det Nationale Elite Træningscenter.

- I sidste ende kunne vi ikke tilbyde dem det, som de efterspurgte. I og med, at der således ikke er et sportsligt projekt omkring dem, kan vi ikke tilbyde dem fortsat samarbejde, siger Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom.

Færdig - for anden gang

For Mette Poulsens vedkommende er det anden gang i karrieren, at hun må vinke farvel til sin plads på landsholdet.

Fra 2011 til 2017 havde hun sit fokus som damesinglespiller, men hun blev til sidst smidt af landsholdet, da man ikke længere troede på hendes potentiale som singlespiller. I 2018 kom hun så tilbage igen for at satse på doublekategorien, hvor hun senest har spillet sammen med Alexandra Bøje, men nu er dét projekt også forbi.

- Jeg var ret åben i dialogen med Kenneth Jonassen (cheflandstræner, red.), omkring hvad der skulle til, for at jeg kunne blive. Det var desværre ikke en mulighed, og jeg var afklaret med, hvad jeg kunne se mig selv i, og da det ikke kunne blive sådan, er jeg okay med beslutningen, siger Mette Poulsen i Badminton Danmarks pressemeddelelse.

Hun opnåede sammen med Alexandra Bøje at ligge som nummer 29 i verden som deres højeste placering. De stopper på en 32.-plads.

Nøhr ærgrer sig

Også Niclas Nøhr har i en lang årrække været en del af landsholdet, hvor hans seneste projekt primært har været mixeddouble med Amalie Magelund, ligesom han også har spillet lidt herredouble med Mathias Christiansen.

Sammen med Magelund vandt Nøhr i august danmarksmesterskabet, men Badminton Danmark har valgt at splitte dem. Fremover skal Magelund spille sammen med Mathias Thyrri, og det efterlader altså Nøhr uden en makker.

– Jeg er afklaret med beslutningen. Jeg har haft gode snakke med Kenneth Jonassen og Thomas Stavngaard (assisterende landstræner, red.). Jeg ville rigtig gerne have fortsat, men vi fik en god snak om mulighederne og fremtiden i mixeddouble, og der kunne vi ikke nå til enighed. Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg har respekt for beslutningen, siger Niclas Nøhr.

Han kom ind på landsholdet i 2014, hvor han i første omgang spillede sammen med Sara Thygesen. Sammen vandt de European Games-guld i 2015, mens de vandt EM-sølv i 2016.

Også Super 300-turneringen Spain Masters blev vundet af det danske par i 2018, inden Nøhr altså afsluttede landsholdskarrieren med en periode med Amalie Magelund fra juli 2020 til nu.

Både Mette Poulsen og Niclas Nøhr har jævnfør deres kontrakt med forbundet fået tilbudt at træne yderligere tre måneder på landsholdet. Poulsen har takket nej til muligheden, mens Nøhr stadig overvejer det.