Slog verdensmestre efter vild matchbold: - Kampen passerede for ens øjne
Kim Astrup og Anders Skaarup demonstrerede yderst lovende form med en sejr over verdensmestrene i den sidste optakt-turnering før All England.
Se German Open lørdag fra klokken 14.00 på TV 2 PLAY og TV 2 SPORT.
Alene siden oktober har de vundet Denmark Open, Indonesia Masters, sæsonfinalerne og VM.
Altså det japanske par, som den danske herredouble Kim Astrup og Anders Skaarup slog i tre sæt i German Open-kvartfinalen i aftes.
- Det føles sindssygt godt at slå verdensmestrene. Det er det mest formstærke par lige nu, så at slå dem i så tæt en kamp er jeg vildt stolt over. Det beviser bare, at vi også hører til helt oppe i toppen, siger Kim Astrup til TV 2 SPORT.
Herredoublen tog et nervepirrende første sæt med 26-24, inden Hoki og Kobayashi udlignede i andet med 21-19. Det hele blev afgjort i en vanvittigt underholdende matchbold, hvor danskerne til sidst fik udspillet japanerne og sendt bolden over til en sætsejr på 23-21.
- Man når nærmest at se det hele i slowmotion, da man spiller den sidste bold over, og begge spillere nærmest ligger nede på jorden.
- Der var så mange ting, der stadig kunne gå galt, og hele kampen passerede for ens øje der. Så det var dejligt lige at smide den i gulvet til sidst, siger Astrup.
Du kan se matchbolden i videoen over artiklen.
Lovende All England-form
I lørdagens semifinale venter den kinesiske double Liu og Ou.
Det bliver først og fremmest en duel om en plads i en Super 300-turnering, men også endnu et pejlemærke om formkurven, før det i næste uge gælder mægtige All England.
- Efter OL sidste sommer har vi haft en lang periode, hvor vi har spillet godt og har trænet godt.
- Det er en rigtig god optakt til næste uge også, hvor der står et All England for døren. Men nu er vi her, så vi koncentrere os om en semifinale mod et rigtig, rigtig godt kinesisk par, siger Astrup.
Semifinalen i herredouble er kamp seks og efter klokken 14.00