Badminton

- Det er umuligt, siger ekspert om ”vildeste slag nogensinde”

Der var nærmest ikke ord, der kunne beskrive, hvad Kevin Sukamuljo hev op ad hatten.

All England rimer på verdens bedste badmintonspillere.

Og tilskuerne fik i den grad syn for sagen, da den indonesiske herredoublespiller Kevin Sukamuljo hev et uhørt slag op af hatten i tredje sæt mod landsmændene Fikri og Maulana.

TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen var nærmest ved at falde af stolen, da han så Sukamuljo sidde helt på hug og nuppe bolden bagom ryggen.

- Han er så vild. Han kan godt lide det umulige – og det der: Det er umuligt!

- Det kan ikke lade sig gøre.

- Jeg aner ikke, hvordan han kan sidde så langt nede i benene og få den ramt bag ryggen, siger han.

Efterfølgende lykkedes det Sukamuljo og makkeren Marcus Gideon at vinde duellen. De tabte dog kampen.

Frokost med Peter Gade

Jim Laugesen er ikke ene om at hylde det imponerende slag. En gammel kending af dansk badminton melder sig også i koret.

- Jeg gik ud og fik frokost med Peter Gade i min pause efter kampen, og han siger, det er det vildeste slag, han nogensinde har set. Jeg har aldrig hørt ham sige sådan noget før. Det er en blåstempling.

- Jeg er fuldstændig enig. Det burde ikke kunne lade sig gøre, lyder det fra Jim Laugesen.

Danmark var også repræsenteret i herredouble ved All England. Jeppe Bay og Lasse Mølhede røg ud i første runde, mens Kim Astrup og Anders Skaarup nåede kvartfinalen.