Badminton

Axelsen-triumf får ekspert til at falde på halen

Joachim Fischer foreslår med et glimt i øjet, at den suveræne herresinglespiller kan begynde at spille med venstre hånd.

Det er de færreste, der overhovedet kommer i nærheden af et All England-trofæ, men Viktor Axelsen har to.

Efter søndagens triumf i Birmingham må han endnu en gang udvide trofæskabet, og TV 2 SPORTs badmintonekspert Joachim Fischer er tæt på at være uden ord.

- Skal han begynde at spille med den anden hånd? Det er jo helt vanvittigt, hvad der foregår. Han er i gang med at lave en magtdemonstration sjældent set, siger eksperten og uddyber:

- Det kræver dedikation ud over det sædvanlige. Folk har ingen idé om, hvor meget den mand dedikerer sig til sporten i et håb om at opnå de resultater, han gør.

Den danske herresingles anden titel blev en realitet uden at afgive et eneste sæt undervejs.

OL-guld og stadig sulten

I sommer imponerede fynboen danskerne, for Gud ved hvilken gang, da han vandt OL-guld.

Efterfølgende kunne flere have stillet spørgsmålstegn ved hans motivation, men på det punkt er Axelsen helt unik.

- Sulten er slet ikke gået af efter OL-guldet. Han er jo bare inde i en fantastisk periode.

- Jeg husker ikke nogen danskere i nyere tid, der har vundet så stor en turnering som All England så suverænt. Han afgav ikke et sæt undervejs, siger Joachim Fischer, der selv er tidligere topspiller.