Badminton

- Jeg er rigtig skuffet, siger dansk underdog efter semifinaleexit

Victor Svendsen er ude af Korea Open efter et nederlag i to sæt til kinesiske Hong Yang Weng i semifinalen.

Så gik den ikke længere for den Victor Svendsen ved Korea Open.

Den danske badmintonspiller, der har været den store positive overraskelse ved turneringen, tabte lørdag morgen dansk tid sin semifinale til kinesiske Hong Yang Weng i to sæt med cifrene 22-20, 21-13.

- Jeg er rigtig skuffet. Der var nogle chancer, som jeg nok ikke helt fik taget, siger Victor Svendsen til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Det er hårdt. Det har været en fed uge, men jeg havde en drøm om, at jeg kunne få lov at stå på banen i morgen (søndag, red.) igen. Det synes jeg også, der var muligheder for, men det blev desværre ikke i denne omgang.

Som cifrene antyder, så var første sæt helt tæt, og her var den 26-årige dansker faktisk tæt på at vinde sættet. Men en misbrugt sætbold blev dyr for Svendsen, der i stedet måtte se sig slået af sin kinesiske modstander med 22-20.

I andet sæt var Victor Svendsen anderledes overmatchet af Weng, der sikkert kørte sejren hjem og spillede sig i finalen ved Super 500-turneringen, hvor indonesiske Jonatan Christie venter.

Stort selvtillidsboost

Dermed sluttede en ellers imponerende uge ved Korea Open for Victor Svendsen, der blot er nummer 75 på verdensranglisten og dermed på papiret Danmarks femtebedste herresingle-spiller.

Semifinalen blev endestationen.

- Det er da et stort selvtillidsboost. At bevise over for mig selv, at jeg også kan være med i den her type turneringer. Det giver noget håb for fremtiden, siger Victor Svendsen.

Allerede i den kommende uge spiller Svendsen endnu en turnering i Korea, når Korea Masters løber af stablen.