Badminton

Danmark er i VM-kvartfinalen

De danske badmintonkvinder er klar til kvartfinalen, efter Thailand slog Malaysia.

Selvom Danmarks største stjerne Mia Blichfeldt blev sparet, havde det danske Uber Cup-hold ingen problemer med at slå Egypten ved VM for damehold.

I alle fem opgør var de danske spillere ekstremt overlegne og viste ingen svaghedstegn mod modstandere, der heller ikke havde meget at komme med.

Efterfølgende vandt Thailand over Malaysia, og det betyder, at Danmark er klar til kvartfinalen. Den sidste kamp i puljen bliver en gruppefinale mod thailænderne.

Danmark - Egypten: 5-0

  1. Line Christophersen - Doha Hany: 21-10, 21-11
  2. Line Kjærsfeldt - Nour Ahmed Youssri: 21-6, 21-6
  3. Julie Dawall - Hana Tarek Zaher: 21-3, 21-7
  4. Sara Thygesen/Amalie Schulz - Jana Ashraf/Mohamed Abdelkader: 21-10, 21-7
  5. Alexandra Bøje/Amalie Magelund - Nour Ahmed Youssri/Hana Tarek Zaher: 21-12, 21-11

Julie Dawall spillede sin første kamp ved VM for hold, og hun var glad for at komme på banen, selvom hun ikke blev presset.

- Det var virkelig dejligt. Det er fedt at komme i aktion og være med i turneringen. Det gik rimelig nemt, men det er jo bare dejligt. Vi vil gerne gøre kort proces (mod Egypten red.), for vi vil gerne vise, at vi er meget bedre end dem. Det giver også selvtillid, siger Dawall.

I gruppespillet spilles der henholdsvis tre singler og to doubler. Alle kampe færdigspilles uanset udfaldet, mens der fra kvartfinalerne og frem til finalen spilles, til et hold har tre sejre - herefter stoppes kampen.