Badminton

Besynderlig afslutning på danskerkamp: - De råber og skriger

Den franske herredouble Toma og Christo Popov kom med en række provokerende tilråb i slutningen af kampen mod Kim Astrup og Anders Skaarup.

Det sidste opgør i tirsdagens holdkamp mellem Frankrig og Danmark var uden sportslig betydning, men det var ikke til at se på banen.

Her var det franske makkerpar Toma og Christo Popov pumpet op på energi, og det blev ekstra tydeligt undervejs i andet sæt. Her indledte de en mental kamp mod Kim Astrup og Anders Skaarup.

Der skal jo lidt til at puste liv i en kamp, når det står 4-0

Kim Astrup

Højlydte brøl blev ved enhver given lejlighed sendt afsted mod danskerne, der først virkede forundrede, men senere gik med på legen. Danskerne, der vandt opgøret med 21-18 og 21-19, kunne efterfølgende ikke andet end at trække på smilebåndene over situationen.

Hvad skete der med alle de højlydte råb oppe ved nettet? Var det bare god lir?

- Det var sgu ikke andet. Jeg synes, de er fede nok at spille imod. De råber og skriger, selv når de har lavet en stor fejl til 19-19, siger Kim Astrup grinende til TV 2 SPORT og uddyber:

- Jeg synes, det er meget sjovt, og jeg tror også, de fandt det meget sjovt. Der skal jo lidt til at puste liv i en kamp, når det står 4-0. Men vi var glade for at være på banen og cadeau til dem for også at give den gas. De havde egentlig pakket taskerne for holddelen, så det var simpelthen bare sjov.

Danmark førte holdkampen med 4-0, da Kim Astrup Anders og Skaarup stod over for de provokerende franskmænd, og da tre sejre var nok, havde kampen ingen større sportslig betydning.

Se afslutningen og de mærkværdige udbrud øverst i artiklen.

Fransk arrogance er set før

Toma og Christo Popov er ikke de første franske spillere, der tager det mentale spil til et nyt niveau.

For få uger siden var Viktor Axelsen i samme situation, da han spillede EM-kvartfinale mod Thomas Rouxel.

Måske fordi der dengang var noget mere på spil, fandt den danske olympiske mester også situationen væsentlig mere irriterende.

- Det er superbarnligt, men det ender altid ud med, at der er en eller anden mental kamp. Vi snakker helt fint sammen ude bag banen, men hver gang vi møder hinanden, så går det altid op i et eller andet latterligt, sagde Axelsen tilbage i april om episoden.

Selvom Danmark er sikret at være blandt de sidste otte ved VM for hold i Thailand, venter en gruppefinale onsdag mod Kina. Kampen forventes at blive spillet klokken 14.00 dansk tid.

Se Danmark spille hold-VM direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.