Efter kritik: Arrangør skifter halgulvet over natten
Viktor Axelsen sagde efter sin sejr onsdag, at det var decideret farligt at spille på det glatte gulv.
Når der er et VM i en sportsgren, og snakken ikke udelukkende handler om det sportslige på banen, er det et problem.
Netop dét har været tilfældet under hold-VM for kvinder og herrer, Uber Cup og Thomas Cup, der i disse dage bliver afviklet i thailandske Bangkok.
Her er tilskuere og seere blevet forkælet med en masse god badminton, men desværre har der også været meget fokus på de forhold, atleterne spiller under. Den utrolige varme har resulteret i glatte baner, hvilket vi tydeligt så i Viktor Axelsens sejr onsdag.
Her var danskeren tæt på at komme galt afsted, og det var sådan set tilfældet det meste af onsdagen. Heldigvis har BWF, det internationale badmintonforbund, valgt at reagere.
Natten mellem onsdag og torsdag begyndte arrangørerne at skifte halgulvet klokken halv fire om natten lokal tid:
Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har nærmest samtlige store nationer ved hold-VM påpeget og kritiseret, at de glatte baner har været et alvorligt problem.
I en udmelding fra BWF lyder det, at man har valgt at reagere på den feedback, som forbundet har modtaget omkring banerne i løbet af ugen.
Derfor er banemåtterne på bane 1 og 2 blevet udskiftet - ikke med nye, men med måtterne fra opvarmningsområdet i hallen i Bangkok, der er slidte og derfor mere sikre at spille badminton på.
Stor utilfredshed
I den danske lejr udtrykte Axelsen også sine frustrationer efter onsdagens sejr:
- Vi skulle have haft et par skøjter med. Det er selvfølgelig ens for alle, men når man er lidt tung, er det lidt svært at stå fast. Det er virkelig farligt. Det er simpelthen ikke godt nok, at banerne er så glatte, lød det fra Axelsen til TV 2 SPORT.
Jim Laugesen, der er badmintonekspert hos TV 2 SPORT, har bestemt heller ikke været tilfreds med det glatte halgulv.
- Vi har set det hele ugen, og det ryster mig, at man ikke på nogen måde gør noget for at løse det her problem. At der måske skal en karriereafsluttende skade til, før man reagerer, er vanvittigt. Det kunne have været Viktor Axelsen i dag. Det viser mig desværre, at det endnu engang bare handler om at få afholdt tingene. Der er ikke fokus på kvaliteten.
- Det er ikke første gang, man ser en passiv tilgang fra BWF, og jeg er bange for, det heller ikke er sidste gang. Det er frygteligt at spille badminton på så glat en bane. De skulle så bare allerede have løst det i søndags, for det er sket hele ugen, lyder det fra Jim Laugesen.
Se flere episoder med de glatte gulve fra onsdagens kampe nedenfor: