Badminton

Ekspert jubler over lodtrækning - det perfekte scenarie

TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen er yderst tilfreds med herrernes lodtrækning til kvartfinalen.

De danske herrer har fået en optimal lodtrækning til kvartfinalen ved hold-VM.

Med onsdagens sejr over Kina, der blev sikret af Hans-Kristian Vittinghus, kunne Danmark trække Japan, Indien eller Sydkorea.

Her er sidstnævnte blevet parret med Danmark, og det kunne ikke have været bedre set med danske briller.

- Hvis man ville have et perfekt scenarie, er det det, vi har fået. Derfor var sejren over Kina så vigtig. Vi kan alle sende en varm tanke til Hans-Kristian Vittinghus, siger TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen og uddyber:

- Jeg synes, vi har rigtig gode chancer mod Sydkorea. På papiret har vi tre rigtig gode herresingler, der alle bør kunne vinde. Anders Antonsen spillede ikke op til sit bedste mod Li, men jeg tror fortsat på ham. Vores ene double har også gode chancer, så det ser godt ud.

Herrernes kamp mod Sydkorea spilles klokken 14.00 torsdag. Også kvinderne møder torsdag Sydkorea i kvartfinalen, og deres kamp begynder klokken 09.00.

Vittinghus drømte også om Sydkorea

Jim Laugesen er ikke alene om at glæde sig over lodtrækningen til kvartfinalen.

For da Hans-Kristian Vittinghus onsdag aften før lodtrækningen blev forholdt til sin ønskemodstander, var han også klar i mæglet.

- Sydkorea er helt sikkert dem, vi foretrækker at møde. Det betyder ikke, at vi ikke kan tabe til dem, og vi skal have respekt for dem. Men vi står rigtig godt i tre singler mod dem. Jeg synes faktisk også, vi er ret jævnbyrdige i doublekampene mod dem. Det er dem, vi står bedst til, så dem håber jeg på.

- Indien ville nok være skrækmodstanderen, men som jeg sagde før, har vi ikke nogen grund til at frygte de andre hold. De har grund til at frygte os. Vi kan slå alle, sagde Hans-Kristian Vittinghus til TV 2 SPORT.

Vinder herrerne deres kvartfinalekamp torsdag, skal de møde enten Indien eller Malaysia i semifinalen. Grundet onsdagens sejr kan danskerne først møde Indonesien i en eventuelt finale.

De danske herrer har vundet VM for hold én gang i historien. Sejren faldt tilbage i 2016.