Holdkammerater trøstede hårdt ramt dansker
Rasmus Gemke var hårdt ramt efter sit nederlag til H. S. Prannoy, der betød, at Danmark missede finalen ved VM for hold.
Viktor Axelsen var den første. Hurtigt fulgte en række andre spillere trop. Hen til Rasmus Gemke for at give ham et klap på skulderen.
- Det er holdet, der taber. Det er ikke Gemke, der taber. Han gjorde alt, hvad han kunne, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT.
Gemke sikrede de danske badmintonherrer en semifinale ved Thomas Cup, VM for hold, da han torsdag slog sydkoreanske Yun Gyu Lee.
Fredag tabte han derimod til H. S. Prannoy, så Danmark tabte semifinalen til Indien med 2-3 i kampe.
Holdkammeraternes trøst var "rart" for Gemke
Et hårdt nederlag for 25-årige Gemke, der derfor satte pris på holdkammeraternes opmuntring.
- De var gode til lige at få lagt en arm på skulderen, sige "kom igen" og rose mig for at gøre, hvad jeg kunne. Det var rart. Det var hårdt at stå derinde, da de (inderne, red.) stormede ind på banen, og jeg vidste, at det var slut, siger Rasmus Gemke til TV 2 SPORT.
- Så selvfølgelig fantastisk opbakning af gutterne, men det ændrer ikke på, at jeg ikke kunne få hevet sejren hjem, siger Rasmus Gemke til TV 2 SPORT.
Nederlaget til Indien betyder, at Danmark for tredje hold-VM i træk får bronze.
- Jeg er selvfølgelig skuffet på holdets vegne. Vi havde holdet til at få noget mere med hjem herfra, så det er enormt ærgerligt, siger Axelsen, verdens nummer et, til TV 2 SPORT.
Danmark vandt Thomas Cup i 2016 for første og hidtil eneste gang.