Badminton

Danskers følelser blev perfekt beskrevet, da han kludrede i ordene

Mathias Boe er den første dansker, der både har vundet Thomas Cup som spiller og træner.

Flere af Indiens herrespillere dansede glæden ud, da holdet søndag vandt hold-VM i badminton, Thomas Cup, for første gang nogensinde.

Og det er nok ikke de sidste dansetrin, inderne og den danske træner Mathias Boe har lavet i dag.

Men mere om det senere, for inden da har der blandt andet været præmieceremoni og interview efter triumfen.

Jeg må kridte danseskoene og se, om jeg kan få vist dem, hvordan man laver en stille og rolig charmerende wienervals

Mathias Boe, landstræner for Indien

Her talte TV 2 SPORT med Mathias Boe, der er tilknyttet som doubletræner hos Indien. Han havde svært ved at finde ordene, efter holdet overraskende vandt 3-0 over Indonesien i finalen.

- Det er svært at forstå, hvor stor Thomas Cup er. Jeg tror, man skal til Indonesien, Malaysia eller nogle af de steder for at finde ud af, hvor stort det er. Og så i et relativt badmintongalt land, som Indien er – selvfølgelig er vi ikke oppe på cricketniveau, men der er fandme godt nok mange, der spiller badminton i Indien. Og de er virkelig glade, når der er nogen, der gør det godt for landet.

- Så jo, det er en fed fornemmelse – jeg står også og kludrer i ordene, og det er nok sådan, jeg har det indeni også. Jeg har været lidt stresset i dag, som vi også snakkede om tidligere – men jeg har prøvet at holde facaden cool udadtil, og så brænder jeg lidt indeni, lyder det fra Mathias Boe.

Sejren kom i hus, efter Lakshya Sen slog Anthony Ginting i tre sæt.

Derefter vandt Indiens herredouble bestående af Satwiksairaj Rankireddy og Chirag Shetty i tre sæt, inden Srikanth Kidambi sendte guldet til Indien med en sejr i to sæt over Jonatan Christie.

Dermed bliver Mathias Boe den første dansker til at vinde Thomas Cup som både spiller og træner. Ifølge ham er det ”for tidligt at sige”, hvad den største forskel er på at vinde det som træner kontra spiller.

Til gengæld er han klar i spyttet, når snakken falder på, hvor vigtigt det er for Indien og badmintonverdenen generelt.

- Jeg tror, det er noget, der kan gavne badmintonsporten rigtig, rigtig meget, hvis vi får gang i Indien.

- Det er nationalsporten sammen med cricket, og hvis vi ser, hvor professionelt dét (cricket, red.) kører i Indien… så bare en tiende- eller tyvendedel så professionel badminton, hvis vi virkelig kan få gang i det i Indien, vil være godt for sporten og selvfølgelig også for indisk badminton, siger Mathias Boe.

Indiens premierminister Narendra Modi har allerede lykønsket holdet og skriver blandt andet på Twitter, at hele nationen er begejstrede over sejren.

Ifølge Mathias Boe bliver spillerne måske inviteret til hyldest hos premierministeren i den kommende uge, og det kan i så fald betyde afbud fra flere af dem til Thailand Open.

En wienervals i vente

Men inden en eventuel fejring i Indien skal de indiske spillere og staben fejre det søndag aften i Thailand.

Og her er Mathias Boe sikker på, at mindst én ting bliver gennemgående hele aftenen.

Satwiksairaj Rankireddy og Chirag Shetty leverede en vild jubelscene, da de bragte Indien foran 2-0 i Thomas Cup-finalen. Video: TV 2 SPORT

- Man danser ufatteligt meget. Så jeg går bare ud fra, at det bliver direkte på gulvet og breake løs. Jeg håber, de har energireserverne i orden.

- Jeg må kridte danseskoene og se, om jeg kan få vist dem, hvordan man laver en stille og rolig charmerende wienervals, siger Mathias Boe afsluttende, inden han med endnu et stort smil forlader interviewet og er et skridt tættere på festaftenen i Østen.