Badminton

Skadesramt Axelsen trækker sig

Viktor Axelsen trækker sig fra Super 500-turneringen Thailand Open efter en mindre skade, som han fik ved Thomas Cup.

Én kamp.

Det var alt, hvad det blev til for Viktor Axelsen i Thailand Open. Danskeren har trukket sig fra turneringen med en skade, han pådrog sig under Thomas Cup (VM for hold) og som er blevet værre.

- Efter jeg gled på banen i sidste uge under Thomas Cup, fik jeg en mindre skade, som jeg har kæmpet med i de seneste syv-otte dage. Efter min kamp i går (onsdag, red.) er det blevet værre, og derfor har jeg besluttet at trække mig fra Thailand Open og komme på 100 procent igen, skriver han på Instagram.

- Jeg er virkelig skuffet over det, da jeg elsker at spille her i Thailand. Tak for jeres støtte. Det har været en stor fornøjelse at spille her i Bangkok igen.

Axelsen kom ellers godt fra start i turneringen, da han tidligt onsdag morgen vandt med 21-19, 21-13 over Hee Heo Kwang fra Sydkorea.

Han skulle have mødt japanske Kodai Naraoka i anden runde torsdag, men den kamp bliver altså ikke til noget.

Viktor Axelsen kom til skade tidlig i opgøret mod Guang Zu Lu fra Kina. Heldigvis kunne den danske stjerne spille videre kort efter. Video: TV 2 SPORT

- Det er virkelig farligt

Viktor Axelsen gled på gulvet under puljefinalen i Thomas Cup Kina. I kampens blot anden duel landede Axelsen skævt på sin ankel og vred sig i store smerter. I få minutter så det ud til, at danskeren skulle trække sig, men heldigvis fortsatte han kampen efterfølgende.

Igennem hele turneringen var det glatte og fugtige halgulv et tema. Efter opgøret var Axelsen ikke ligefrem tilfreds med underladet.

- Det er selvfølgelig ens for alle, men når man er lidt tung, er det lidt svært at stå fast. Det er virkelig farligt. Heldigvis var jeg helt varm, da jeg kom ind, men jeg får lige et slag op i min hæl, som når man gør nogle gange, når man glider. Det er simpelthen ikke godt nok, at banerne er så glatte, sagde Axelsen til TV 2 SPORT.

TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen mente ikke, at man burde spille under sådanne vilkår i en af verdens største turneringer.

- Vi har set det hele ugen, og det ryster mig, at man ikke på nogen måde gør noget for at løse det her problem. At der måske skal en karriereafsluttende skade til, før man reagerer, er vanvittigt. Der er ikke fokus på kvaliteten, sagde han.

Arrangørerne lyttede også til kritikken, da de skiftede halgulvet i løbet af en nat.

Det ændrer dog ikke på, at det har kostet Axelsen en mindre skade.