Badminton

Dansk overraskelse magtesløs mod stjerne

Ratchanok Intanon blev for stor en mundfuld for Line Christophersen, der overraskende havde nået kvartfinalen i Thailand Open.

Line Christophersen kan rejse hjem fra Thailand med et senere fly, end hun nok havde regnet med.

For efter hun onsdag højst overraskende besejrede verdens nummer tre, An Se Young, i første runde og torsdag fulgte op med endnu en sejr, har den 22-årige dansker nu mødt overmagten.

I fredagens kvartfinale stod Line Christophersen over for den thailandske stjernespiller Ratchanok Intanon, og her kunne danskeren ikke stille meget op i kampen, der blot varede 25 minutter.

Line Christophersen 0-2 Ratchanok Intanon

  • 1. sæt: 8-21
  • 2. sæt: 8-21

Ratchanok Intanon, der har vundet Thailand Open to gange tidligere, er nummer 8 i verden, mens Line Christophersen er nummer 22.

- Hun har fået en badmintonlektion af en verdensstjerne. Så må hun bare hjem og arbejde videre. Der er helt klart et større arbejde, der skal laves, før hun kan blive den verdensstjerne, som hendes modstander er, siger TV 2 SPORTs badmintonekspert Joachim Fischer.

Med Line Christophersens exit er der nu kun dansk deltagelse tilbage i én kategori. I herredouble skal Anders Skaarup Rasmussen og Kim Astrup op mod det indonesiske stjernepar Mohammad Ahsan og Hendra Setiawan.

Thailand Open blev hurtigt renset forholdsvis grundigt for danske deltagere. Mia Blichfeldt og Anders Antonsen røg tidligt ud, og Viktor Axelsen trak sig efter sin første sejr på grund af en skade.