Badminton

Linjedommer faldt i søvn midt under dansk kamp

Danske Hans-Kristian Vittinghus måtte tilkalde turneringens overdommer, fordi han nægtede at spille videre, før der var taget hånd om situationen.

I badmintonverdenen finder du ikke en vildere arena end legendariske Istora Senayan i Indonesien hovedstad, Jakarta.

De indonesiske tilskuere er kendt for at skabe et lydinferno og en heksekedel, ingen andre kan måle sig med.

Alligevel lykkedes det onsdag en linjedommer at falde i søvn midt under en kamp med den danske herresingle Hans-Kristian Vittinghus.

Vågnede igen efter manglende kendelse

I første runde af Super 500-turneringen Indonesia Masters mødte Vittinghus indiske Lakshya Sen. Bagud 10-21, 13-15 lod danskeren en bold gå på baglinjen og kiggede ud mod linjedommeren for at få en bekræftelse på, at bolden var ude.

Men den kom ikke. I stedet blev Vittinghus mødt af et par lukkede øjne og en sovende linjedommer.

- Der skete simpelthen det, at baglinjedommeren var faldet i søvn. I bogstavelig forstand. Han vågnede først, efter jeg snakkede flere gange til ham, forklarer Hans-Kristian Vittinghus.

På en video fra kampen kan man også se, hvordan Vittinghus straks markerer til kampens dommer, at linjedommeren er faldet i søvn.

Nægtede at spille videre uden handling

Trods den manglende kendelse fra linjedommeren valgte kampens dommer at dømme bolden ude, men det var ikke nok for den danske herresingle. Han argumenterede for, at man burde skifte linjedommeren ud, når han kunne sidde og falde i søvn under kampen.

- Jeg var ikke særlig tryg ved at skulle lade bolde gå på baglinjen, hvis manden ikke kunne holde sig vågen. Det var ret kritisk, siger Vittinghus om kampen, der blev spillet uden at have hawkeye-systemet til rådighed, hvorfor linjedommeren havde ekstra stor betydning.

Efter en lang diskussion med kampens dommer, hvor Vittinghus forgæves forsøgte at forklare, hvad der var op og ned, måtte han til sidst insistere på, at turneringens referee (overdommer, red.) blev kaldt ind på banen.

- Stigedommeren mente, at vi bare skulle fortsætte kampen, men det nægtede jeg, indtil jeg havde snakket med referee. Jeg tror ikke helt, dommeren forstod situationen, selvom jeg prøvede "at vise lukkede øjne", ligesom jeg sagde "dia tidur", hvilket betyder "han sover" på indonesisk.

- Hun troede måske, at jeg mente i overført betydning...

Fik lov at fortsætte

Til sidst fik Hans-Kristian Vittinghus sin vilje, og turneringens overdommer kom på banen. Hun forklarede danskeren, at hun ville tage en snak med linjedommeren og høre, om han var i stand til at fortsætte kampen. Det blev bekræftet med en løftet tommelfinger, og så var der ikke andet at gøre end at spille videre.

- Linjedommeren forsikrede vist, at han var frisk nok til at fortsætte, så han fik lov at blive siddende, selvom jeg nok stadig mener, den rigtige beslutning havde været at skifte ham ud, fortæller Vittinghus.

Danskeren endte med at tabe kampen 10-21, 18-21 uden flere kontroversielle situationer omkring baglinjen.

Onsdagen blev i øvrigt en blandet dag på kontoret for de danske badmintonspillere. I herresingle måtte Anders Antonsen trække sig før kampen, mens Viktor Axelsen og Rasmus Gemke spillede sig videre til anden runde.

I damesingle vandt Line Kjærsfeldt danskeropgøret over Julie Dawall, mens Mia Blichfeldt og Line Christophersen begge blev sendt ud af turneringen. Herredoublen med Kim Astrup/Anders Skaarup og mixeddoublen med Alexandra Bøje og Mathias Christiansen er stadig med i Indonesia Masters.

Indonesia Masters sendes på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra kvartfinalerne på fredag.