Antonsen trækker sig igen fra turnering
Den danske herresingle kommer ikke i aktion i denne uges store turnering Indonesia Open.
Badmintoninteresserede får ikke Anders Antonsen at se ved Indonesia Open, der begynder tirsdag.
Antonsen fremgår således ikke af lodtrækningen til Super 1000-turneringen, og ifølge den pålidelige twitterprofil Badminton Updates skyldes det, at den 25-årige dansker har trukket sig.
Antonsen trak sig også fra Indonesia Masters i sidste uge.
Her begrundede han sit afbud med, at han endnu ikke var klar til at spille trods fremskridt efter en skade.
Axelsen er forsvarende mester
Antonsens landsmand Viktor Axelsen vandt Indonesia Open sidste år og er også med i år. Axelsen kommer med en frisk turneringssejr i bagagen.
Danskerne Hans-Kristian Solberg Vittinghus og Rasmus Gemke stiller ligeledes op i herresingle.
Malaysia Open, der begynder 28. juni, er ifølge BWF den næste turnering for Anders Antonsen.