Badminton

- En af de fedeste kampe i karrieren, siger Axelsen om vildt drama

For andet år i træk er Viktor Axelsen klar til finalen i den prestigefyldte Super 1000-turnering Indonesia Open.

Verdens bedste herresingle - Viktor Axelsen - havde svært ved at styre følelserne, da han endnu en gang spillede sig i en stor finale.

Denne gang måtte Axelsen dog overleve en matchbold i tredje og afgørende sæt, efter han først selv havde smidt fire matchbolde væk. Sejren endte dog med at komme i hus med 23-21.

Han spiller nogle fuldstændig vanvittige dueller til sidst

Axelsen om at smide 20-16-føringen mod Lee Zii Jia

Det fik Axelsen til at smide hæmningerne, hoppe over reklamebanderne og løbe rundt i den legendariske arena Istora Senayan. Til stor jubel fra de medlevende, indonesiske fans.

- Det er en af de fedeste kampe, jeg har spillet i løbet af min karriere. Det var superintenst.

- Selvom jeg var foran 20-16, vidste jeg også godt, at jeg var oppe imod en spiller, der kan lave nogle point. Specielt, hvis han lige rammer den, og det må man sige, at han gjorde i de fire dueller til sidst, siger Axelsen til TV 2 SPORT om 20-16-føringen, der blev formøblet.

Vanvittig afslutning: - Nemt at være bagklog

Det var blandt andet et vildt baghåndssmash langs linjen og et par skarpe, skarpe slag ved nettet, der bragte Lee Zii Jia tilbage i tredje sæt, da han var nede med fire matchbolde.

Om der er nogle ting, Axelsen ville have gjort anderledes, når han ser tilbage på, at han tabte fem dueller på under to minutter, lyder det:

- Ja, måske. Men samtidig er det nemt at sidde og være bagklog. Der var enormt meget tænding på derinde, og han spiller nogle fuldstændig vanvittige dueller til sidst. Og så kan det jo gå begge veje nede med en matchbold.

Jim Laugesen var mildest talt meget imponeret over Viktor Axelsens underarm. Video: TV 2 Sport

- Jeg gik også og tænkte, om jeg skulle prøve at bryde rytmen på en eller anden måde, men samtidig ville jeg heller ikke tænke alt for meget over det. Jeg formåede at holde roen og træffe nogle gode beslutninger i de sidste dueller, men vanvittig afslutning, siger Viktor Axelsen.

Forklarer speciel jubelscene

Og så fik tilskuerne i indonesiske Istora Senayan lov til at se, da Axelsen smed tøjlerne og løb rundt i hallen. Løbestilen..? Den var noget speciel med høje knæløftninger og store tunge skridt.

- Følelserne har måske siddet en lille smule uden på tøjet her de sidste par dage. Jeg har spillet rigtig mange kampe over de seneste par uger og har brugt rigtig meget god energi. Men jeg hiver alt, hvad jeg overhovedet kan, fra det inderste indre og prøver at finde al den energi, jeg kan finde.

Viktor Axelsen kom ud i en hård duel med Lee Zii Jia i semifinalen ved Indonesia Open. Video: TV 2 Sport

- Jeg vil virkelig gerne vinde, når jeg går på banen. Så der har været nogle kampe, hvor følelserne har siddet lidt uden på tøjet, men samtidig nyder jeg virkelig at være derinde og glæder enormt meget til endnu en kamp i morgen. Det er en fed oplevelse at spille herude i Istora, og det har været fedt badminton, lyder det fra Axelsen.

Med finalepladsen i Indonesia Open er Viktor Axelsen for ottende gang i træk klar til en Super 1000-finale, der er det øverste niveau på World Touren - badmintonsportens Grand Slam.

Axelsens seneste otte Super 1000-finaler

  • Indonesia Open 2022 - FINALE
  • All England 2022 - VINDER
  • Denmark Open 2021 - VINDER
  • Indonesia Open 2021 - VINDER
  • All England 2021 - NUMMER TO
  • Yonex Thailand Open 2020 - VINDER
  • Toyota Thailand Open 2020 - VINDER
  • All England 2020 - VINDER

Du kan se søndagens finaler fra Indonesia Open fra klokken 7 på TV 2 SPORT. Viktor Axelsen går på banen omkring klokken 10 mod kinesiske Zhao Junpeng.