Badminton

- Det føles fantastisk, siger Axelsen

Fynboen er både glad og stolt efter sin turneringssejr i Indonesien.

Viktor Axelsen har snart vundet ALT, der er at vinde.

Søndag leverede han en magtdemonstration i Indonesia Open-finalen, som han vandt for anden gang i karrieren efter sejr på 21-9, 21-10 over Zhao Junpeng.

Og triumfen fremkaldte store følelser hos den danske verdensetter.

- Det føles fantastisk. Det er svært at beskrive, hvor glad og stolt jeg er. Du vil vinde de største turneringer. Super 1000-turneringerne er de vigtigste.

- Jeg er virkelig stolt over, at jeg præsterede i alle kampe over to uger. Det er ikke nemt at spille på det her niveau flere uger i træk, så det er jeg meget glad for.

Det var danskerens ottende Super 1000-finale på stribe - de syv af dem er endt med sejr.

Axelsens seneste otte Super 1000-finaler

  • Indonesia Open 2022 - VINDER
  • All England 2022 - VINDER
  • Denmark Open 2021 - VINDER
  • Indonesia Open 2021 - VINDER
  • All England 2021 - NUMMER TO
  • Yonex Thailand Open 2020 - VINDER
  • Toyota Thailand Open 2020 - VINDER
  • All England 2020 - VINDER

Legendarisk hal

Da Axelsen vandt turneringen i 2021, var det på Bali, fordi spillerne verden over var samlet der på grund af coronasituationen.

I år foregik turneringen i den legendariske arena Istora Senayan, og det var derfor første gang, fynboen vandt Indonesia Open netop der.

Derfor er der ikke noget at sige til, at sejren skal fejres.

- Lige nu er jeg ret træt. Men selvfølgelig skal det fejres – vi skal huske at fejre sejrene, store som små. Det er ikke anderledes i dag (søndag red.), inden vi tager til Malaysia i morgen.

I Malaysia venter de to næste turneringer: Malaysia Open og Malaysia Masters.