Badminton

Dansk landstræner stopper

Badminton Danmarks elite- og sportschef, Jens Meibom, har fuld forståelse for Jakob Høis beslutning om at stoppe.

De danske herredoubler skal have ny landstræner.

I en pressemeddelelse skriver Badminton Danmark onsdag, at Jakob Høi fra 1. september stopper i sit virke som landstræner for de herredoublespillere, der er tilknyttet landsholdstræningen.

Jakob Høi fortæller, at antallet af rejsedage ikke længere stemmer overens med behovet for at få tid med familien. Dermed vinker han farvel til det job, han har haft siden 2017.

- Jeg er både forelsket i og fascineret af sporten og miljøet. Optagelse, deltagelse og ledelse af et elitemiljø forpligter. Derfor har det altid været vigtigt for mig at gøre mig umage. Både overfor mig selv, men også overfor mine kollegaer og atleter.

- Jeg har været privilegeret af at arbejde med nogle af verdens bedste, eller arbejdet mod at blive de bedste, mens vi har rejst, oplevet kulturer og fået mange store oplevelser. Alt det, der gør, at jeg gerne vil hjem, har også været årsagen til, at jobbet har været så attraktivt, siger Jakob Høi i pressemeddelelsen.

Fra 1. september tiltræder Jakob Høi i jobbet som Director of Athletics and Activities på Copenhagen International School.

Ærgrer sig over manglende finale

Badminton Danmarks elite- og sportschef, Jens Meibom, kalder beslutningen for "vemodig", men han har samtidig fuld forståelse for, at det er nødvendigt med en knap så tidskrævende hverdag.

- Jakob har leveret et kæmpe arbejde og ydet et stort bidrag til eliteprogrammet. Udover hans indsats i træningshallen og ved turneringer har han været ansvarlig for opbygningen af vores indsats med præstationsanalyse, som har udviklet sig enormt igennem de seneste par år, siger Meibom.

Blandt de par, som Jakob Høi har arbejdet tæt sammen med, er Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen, som har vundet flere store titler - heriblandt China Open i 2018.

I sidste uge var parret i semifinalen ved Super 1000-turneringen Indonesia Open, og Jakob Høi ærgrer sig over, at Astrup og Skaarup ikke fik lov til at spille finale.

- Jeg ville så gerne have siddet på stolen bag banen i finalen ved Indonesia Open. Det havde været så fedt at slutte med en finale med Dannebrog på brystet. Men sådan skulle det desværre ikke blive, siger Høi.

Udover jobbet som landstræner for Danmark har Jakob Høi tidligere været cheflandstræner for både England og Tyskland.