- Jeg nedbrød mig selv, siger angstramt dansk stjerne
Den danske badmintonspiller Mia Blichfeldt fortæller nu, at hun udviklede angst under coronanedlukningen i 2020.
2020 var et sort år for mange danskere. Ja, for de fleste mennesker i hele verden velsagtens.
Og et år fyldt med isolation og nedlukning tog i den grad også hårdt på badmintonspilleren Mia Blichfeldt. For i løbet af 2020 udviklede Danmarks bedste damesinglespiller nemlig angst - blandt andet på grund af coronanedlukningen.
Det fortæller hun i programmet Bag Eliten på Radio24syv. Her uddyber hun, hvordan hendes verden næsten kollapsede, da coronaen gjorde, at hun ikke længere kunne dyrke den sport, hun havde brugt hele sit liv på at forfine. Hverdagen begyndte at ramle, da privatlivet også bød på brud med kæresten og morfarens død.
Hun fik svært ved at gennemføre sin træning, og selv ved OL i Tokyo ramte angsten:
- Jeg nedbrød mig selv og lignede én, som virkelig ikke havde lyst til at være til OL. Jeg fortalte mig selv, at jeg ikke var god nok, siger Mia Blichfeldt til Radio24syv.
Ved OL røg hun ud efter nederlag til Pusarla Sindhu fra Indien i ottendedelsfinalen.
Ude på den anden side
I dag er hun efter eget udsagn på rette kurs igen, men hele oplevelsen har fået hende til at fundere over tilværelsen som eliteatlet. En kasse, som er svær at være i, når man som Blichfeldt har mentale udfordringer.
- Hele denne kultur, som eliteverdenen er bygget op om, er: hårdt arbejde, en stærk mentalitet, og du skal fysisk altid kunne præstere. Du skal have flueben ud fra alle tingene, og det kan du bare ikke som menneske hele tiden. Udadtil, når folk ser vi fejler, så bliver vi kun målt på dét. Der bliver ikke målt på, hvem du er som menneske. Der bliver kun målt ud fra præstationen, siger Mia Blichfeldt.
24-årige Blichfeldt har valgt at fortælle offentligt om sin angst, da hun efter eget udsagn vil forsøge at nedbryde tabuet omkring angst.
Og faktisk mener hun selv, at de mentale kvaler har været med til at gøre hende til en bedre udgange af sig selv. Både på badmintonbanen og i privatlivet.
- Det kan lyde åndsvagt, men nu hvor jeg har kontrol over min angst, så vil jeg faktisk ikke være den foruden. Jeg føler ikke længere, jeg skal være noget, jeg ikke kan opfylde udenfor banen og opretholde et glansbillede. Jeg kan bare være Mia, siger Mia Blichfeldt.