Badminton

Danskere overlever tre matchbolde og slår verdens nummer tre

Den danske mixeddouble med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje vandt et drama i tre sæt over japanske Yuta Watanabe og Arisa Higashino.

For første gang i karrieren lykkedes det onsdag Mathias Christiansen og Alexandra Bøje at slå verdens nummer tre, Yuta Watanabe og Arisa Higashino fra Japan.

Indtil dagens møde havde danskerne tabt de hidtidige seks indbyrdes opgør, men det blev der lavet om på i Super 750-turneringen Malaysia Open.

Christiansen og Bøje vandt 15-21, 21-17, 22-20, efter de havde overlevet tre matchbolde bagud 17-20.

Dermed er danskerne klar til næste runde, hvor de møder Hee og Tan fra Singapore.

Flere danskere videre

Mixeddoublen var ikke de eneste danskere, der onsdag var i aktion. Alle andre tabte dog.

Den anden mixkonstellation med Mikkel Mikkelsen og Rikke Søby røg ud efter et nederlag i to sæt til et fransk par, mens herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup tabte i tre sæt til et par fra Korea.

Herresinglen Rasmus Gemke havde vundet første sæt over indonesiske Rhustavito, men blev derefter skadet og måtte trække sig bagud 9-11 i andet sæt.

Det efterlader Christiansen og Bøje som de eneste danskere tilbage i turneringen sammen med OL-guldvinderen Viktor Axelsen og damesinglen Line Kjærsfeldt, der begge vandt deres førsterundekampe tirsdag.

Torsdag kan du se Malaysia Open på TV 2 SPORT. Axelsen er på TV-banen omkring klokken 9.