Badminton

Dansk sensation i Malaysia

Torsdag morgen dansk tid vandt Line Kjærsfeldt for første gang over den tidligere verdensetter Carolina Marin.

11. gang blev lykkens gang for Line Kjærsfeldt.

Torsdag skabte hun en sensation ved Malaysia Open, da hun slog den tidligere verdensetter, olympiske mester og tredobbelte verdensmester Carolina Marin for første gang i karrieren.

Kampen i anden runde af Super 750-turneringen Malaysia Open endte 21-19, 19-21, 21-13.

Marin ligger aktuelt nummer 5 på verdensranglisten, hvor Kjærsfeldt er placeret som nummer 29. Og med 10 nederlag på stribe var det næsten for godt til at være sandt, da spanieren sendte bolden i nettet og fuldendte den danske overraskelse.

Kjærsfeldt tog sig straks til ansigtet og væltede ned på gulvet, hvor hun lå i nogle sekunder og nød sejren, der endte med at være ganske overbevisende.

Efter to tætte sæt og en jævnbyrdig start på tredje sæt kom Kjærsfeldt ind i en sand pointstime ved 8-7 til Marin. Danskeren vandt seks dueller i træk, og det blev afgørende.

Marin, der ganske vist har spillet bedre, end hun gør i øjeblikket, var aldrig i nærheden af at indhente Kjærsfeldts forspring, og ved 20-13 blev danskerens første matchbold omsat til den første sejr over Marin.

I tredje runde af Malaysia Open skal Line Kjærsfeldt møde Wang Shi Yi fra Kina.

Tre ud af tre

Lige efter Line Kjærsfeldts sejr tog mixed doublen med Alexandra Bøje og Mathias Christiansen over på samme bane. Og det var med lige så meget succes.

De slog Yong Kai Terri Hee og Wei Han Jessica Tan med 21-14, 21-16.

Og således var fundamentet støbt til en god dag for danskerne: Tre kampe. Tre sejre.

Senere torsdag formiddag vandt Viktor Axelsen over Cheuk Yiu Lee. I modsætning til de første kampe var Axelsen placeret på tv-banen.

Malaysia Open vises direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Find hele sendeplanen her.