Badminton

Axelsen til VM med ny træner

Viktor Axelsen skulle selv overveje beslutningen om at spille VM uden cheflandstræner Kenneth Jonassen som sin coach.

Viktor Axelsen har i 2022 vundet stort set alt, han har stillet op til. Herunder All England, EM, Indonesia Masters, Indonesia Open og Malaysia Open.

Når Axelsen skal jagte VM-guldet, bliver det dog med et anderledes setup, end han er vant til, når han repræsenterer Danmark.

Cheflandstræner Kenneth Jonassen, der normalt coacher Axelsen i forbindelse med mesterskaber, vil ikke længe sidde bag Axelsen under VM. Det bliver i stedet den assisterende landstræner Thomas Stavngaard, der skal være Axelsens træner i Tokyo.

- Jeg har vurderet ud fra de givne omstændigheder, at Thomas Stavngaard bør stå for coachingen af Viktor. Det er jeg helt tryg ved, og han har flere gange vist, at han kan løse den opgave.

- Fremadrettet kommer jeg fortsat til at coache Viktor, men ved så vigtigt et mesterskab som VM giver det mere mening, at personen i trænerstolen for nylig har coachet ham, siger Jonassen i en pressemeddelelse.

Cheflandstræneren refererer til, at han selv var igennem en større hofteoperation i foråret, hvorfor han ikke coachede de danske spillere under EM og VM for hold.

Axelsen skulle overveje beslutning

Af den årsag har forbundet besluttet, at det er bedst, at Axelsen ikke skal tilbage til Jonassen inden verdensmesterskabet.

En beslutning, Axelsen også var med inde over:

- Da Kenneth kontaktede mig, havde jeg brug for lige at overveje det, for han har altid coachet mig til VM. Men jeg er enig med Kenneth i, at det giver god mening at blive coachet af Thomas til dette VM med tanke på det tidsforløb, der har været, siger Axelsen.

Badminton Danmark oplyser, at der ved VM i Tokyo vil være mulighed for, at spillerne har to trænere siddende bag sig under kampene. Det betyder, at Jonassen også får muligheden for at sidde bag Axelsen, men det vil kun være Stavngaard, der må coache under kampene.

VM i Tokyo afvikles fra den 22. til den 28. august, og her sender Danmark følgende spillere afsted:

Herresingle

  • Viktor Axelsen
  • Anders Antonsen
  • Rasmus Gemke
  • Hans-Kristian Vittinghus

Damesingle

  • Mia Blichfeldt
  • Line Christophersen
  • Line Kjærsfeldt

Herredouble

  • Kim Astrup/Anders Skaarup
  • Lasse Møhede/Jeppe Bay

Damedouble

  • Sara Thygesen/Maiken Fruergaard

Mixed-double

  • Mathias Christiansen/Alexandra Bøje
  • Mikkel Mikkelsen/Rikke Søby