Badminton

Axelsen sætter ord på vild duel

Den danske verdensetter fandt den helt gode defensiv frem i en afgørende duel i andet sæt af semifinalen.

Først var der én vanvittig redning. Så kom der en mere. Og til sidst blev det hele fulgt op af et afgørende smash.

Axelsen viste klassen, og Chou Tien Chen kunne intet stille op.

Den vilde duel indtraf ved stillingen 18-16 i andet sæt af VM-semifinalen lørdag. Efter kampen satte han ord på duellen og dens betydning for resten af kampen.

- Jeg sagde bare til mig selv, at røven skulle bagud, at jeg skulle ned i stængerne, og så skulle jeg rive alt over, jeg overhovedet kunne i den duel. Det gav et point til sidst, det fik mig til at slappe mere af, og det gav mig enormt meget selvtillid til at få det afgjort.

- Så det var en fed duel, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT.

Viktor Axelsen vandt semifinalen i to sæt med cifrene 21-15, 21-17.

"Han er et rigtig, rigtig godt sted"

Spørger man TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen, er den vilde duel et fint eksempel på, hvor meget Viktor Axelsen har udviklet sine defensive færdigheder.

- Viktor er blevet ufattelig stærk defensivt. Når man er der, at man kan sige til sig selv: ”Nu smider jeg den bagdel bagud og går ned i stængerne, og så spiller vi den over,” så er du et rigtig, rigtig godt sted.

- Det er det, han kan nu, hvor det før i tiden altid var Viktor, der var den kreerende type, siger Jim Laugesen.

Viktor Axelsen møder verdensranglistens nummer 17, Kunlavut Vitidsarn, i finalen søndag.