- Det betyder enormt meget, siger Axelsen

Den danske verdensetter slog Chou Tien Chen med 21-15, 21-17 i VM-semifinalen lørdag.

Viktor Axelsen er klar til VM-finalen for anden gang i karrieren.

Og det er han naturligvis ret godt tilfreds med.

- Det betyder selvfølgelig enormt meget. Det er de her kampe, jeg træner så hårdt for. Så håber man selvfølgelig også med det, man lægger i det, at man får nogle gode resultater i ny og næ, siger Axelsen til TV 2 SPORT.

- At stå i en VM-finale her i Japan lyder rigtig, rigtig godt, og jeg glæder mig til finalen.

Den danske verdensetter sikrede finalepladsen med en sejr over verdens nummer fire, Chou Tien Chen, på 21-15. 21-17.

Tilfreds med sit spil

Viktor Axelsen var i kontrol langt det meste af kampen. I andet sæt havde han problemer med at finde linjerne, ligesom Chou også oppede sit spil.

Alt i alt er Axelsen dog glad for sin præstation.

- Taget i betragtning af, at det er en VM-semifinale, som man rigtig gerne vil vinde og rigtig gerne vil spille godt i, så er jeg egentlig godt tilfreds.

- Jeg synes, Chou spiller en rigtig god kamp. Det er sgu svært at finde ud af, hvad der kommer i næste duel. Men jeg er tilfreds med, hvordan jeg løser det, siger Axelsen.

Viktor Axelsen møder verdensranglistens nummer 17, Kunlavut Vitidsarn, i finalen søndag.