Badminton

Antonsens planer afsløret under VM – klar til at tage konsekvensen

Anders Antonsen går med planer om at skabe sit eget træningssetup ved siden af landsholdstræningen, som Viktor Axelsen også har gjort det.

VM i badminton blev afsluttet med en dansk verdensmester i form af Viktor Axelsen, men i løbet af ugen fik Badminton Danmark også andet at tænke over.

Her blev det nemlig klart for den sportslige ledelse med sportschef Jens Meibom og cheflandstræner Kenneth Jonassen i spidsen, at Anders Antonsen er i gang med at planlægge sit eget træningssetup. Det betyder også, at han i så fald vil vinke farvel til sin daglige gang til landsholdstræningen i Brøndby.

Antonsen ønskede dog i første omgang ikke at kommentere på historien, og det kom også som en stor overraskelse for Kenneth Jonassen og Jens Meibom, da TV 2 SPORT foreholdt dem oplysningerne.

- Vi havde jo ikke troet, at vi skulle til at forholde os til det under et VM, og jeg ved også, at det ikke var Anders’ ønske, siger Jens Meibom.

Møde under VM

Sportschefen forklarer videre, at Antonsen tidligere har snakket om, at det var nogle tanker, han gik med, men at det var planen, at skridtet først skulle tages senere i karrieren.

- Vi er ikke blæst bagover, men det er jo først nu, han er kommet tilbage og sagt, at det er noget, som er kommet til at fylde mere og mere, og som han gerne vil have en snak med os om, forklarer Meibom.

Nyheden tvang parterne til at holde et møde under VM for at få snakket tingene igennem. Selvom sportschefen nedtoner overraskelsen i de nye oplysninger, er der ingen tvivl om, det kommer som et chok, at endnu en stor stjerne er på vej væk fra landsholdstræningen.

- Det er selvfølgelig noget, vi må tage ad notam. Vi må drøfte, hvad det betyder i praksis. Vi har jo også stadig, synes vi selv, et godt samarbejde med Viktor Axelsen. Men vi har aldrig lagt skjult på, at vi selvfølgelig gerne vil have så mange gode spillere til landsholdstræningen som muligt. Hvad det konkret betyder for Anders, det må tiden vise, siger Jens Meibom.

Selv forklarer Antonsen desuden, at han ikke havde fortalt Badminton Danmark noget, fordi det ikke skulle være et forstyrrende element i træningen op til VM og under mesterskabet.

Jeg elsker at træne sammen med Viktor. Det siger sig selv

Anders Antonsen om Axelsen som mulig træningsmakker

Antonsens planer

Men hvorfor vil Anders Antonsen så gerne prøve noget nyt? Efter nyheden kom ud, har TV 2 SPORT igen været i kontakt med den 25-årige herresingle, der fortæller, at det handler om at søge forandringer og prøve nogle ting af.

- Jeg vil gerne udfordre mig selv med en lidt anden måde at træne og leve på. I højere grad at være selvkørende, når det kommer til planlægning af min træning - hvor og hvornår - og hele den del. Så det er egentlig overordnet det, som jeg har gået og tænkt lidt over, siger Antonsen, der ikke kender tidshorisonten for sine planer endnu.

- Jeg skal snakke med Badminton Danmark og finde ud af, hvordan vi kan samarbejde fremadrettet. Først der kan jeg ligesom begynde at lave min struktur og finde ud af, hvordan vi kan strikke det sammen.

Samarbejde med Axelsen?

Anders Antonsen har altså stadig ikke en helt klar plan om, hvordan det kommer til at fungere med et nyt træningssetup, eller hvornår det bliver effektueret. Det afhænger også af, hvordan BWF's turneringskalender kommer til at se ud for næste år.

- Jeg rejser selvfølgelig meget rundt og spiller turneringer, så der er noget praktisk, der skal gå op. Det giver ikke altid mening at rejse tilbage til den anden side af jorden, hvis man har en turnering to uger senere, der hvor man er, siger Antonsen, der tidligere har haft træningslejre i både spanske Marbella og Dubai i de Forenede Arabiske Emirater.

Viktor Axelsen har jo et setup i Dubai. Har du spurgt ham, om du kan komme ind der og være med?

- Nej, nej, neeej, det har jeg faktisk ikke, nej.

Kunne du se det som en mulighed?

- Jeg vil ikke være afvisende over for det. Jeg elsker at træne sammen med Viktor. Det siger sig selv. Han bringer et enormt højt niveau til træningen, og vi har selvfølgelig trænet tæt sammen i en del år efterhånden, så jeg vil ikke have noget imod at træne med Viktor af og til, siger Antonsen.

Eller Mathias Boe?

Udover Viktor Axelsen har den danske landstræner for Indien, Mathias Boe, også base i Dubai. Derfor ville det være nærliggende, at Antonsen også kunne tage fat i Boe.

Ifølge den tidligere doublespiller har de dog ikke for alvor haft samtaler omkring det.

- Vi har snakket om mulighederne meget løst, men slet ikke noget fast. Så nej, der er helt sikkert ikke en plan klar, hvor jeg er involveret.

Når du siger, I har snakket muligheder, involverer det så et setup i Dubai?

- Anders var på ferie i Dubai i januar, og så er det jo klart, at man snakker om de ting omkring Viktors setup også og lidt løst og fast. Men det var overhovedet ikke noget, der var i nærheden af konkret, slår Mathias Boe fast.

Kan få konsekvenser

Da Viktor Axelsen forlod landsholdstræningen i Brøndby og skabte sit eget træningssetup, mistede han også muligheden for at bruge cheflandstræner Kenneth Jonassen i turneringer på World Touren.

Ifølge sportschef Jens Meibom er det endnu alt for tidligt at sige, hvad det eventuelt vil betyde for Anders Antonsen, hvis han også starter sit eget projekt. Antonsen er dog klar over, at det kan få betydning at forlade fællesskabet.

- Ja, det er selvfølgelig klart, at jeg vil komme til at miste nogle ting. Jeg vil komme til at miste… Nu siger jeg selvfølgelig, at jeg håber og stadigvæk regner med at være en rigtig fin del af Brøndby-træningen, men jeg kommer nok ikke helt til at være det i samme grad.

- Jeg kommer nok til at være mere væk, end jeg er på nuværende tidspunkt, og så kan det godt være, at der er nogle ting, som jeg misser fra Brøndby-træningen. Men jeg skal finde ud af det hele sammen med Badminton Danmark, inden jeg ved, hvad det får af konsekvenser så at sige, konstaterer Anders Antonsen.

Inden de samtaler skal tages, venter der i første omgang en Super 750-turnering i den japanske by Osaka, hvor Antonsen møder franske Toma Junior Popov i første runde.