Badminton

Dansk double klar til semifinalen

Kim Astrup og Anders Skaarup vandt deres kvartfinale ved Japan Open i to sæt. Anders Antonsen spillede sig også videre.

Tidligt fredag morgen sørgede Kim Astrup og Anders Skaarup for, at det var værd at sætte vækkeuret for at følge med hjemme i Danmark.

Herredoublen spillede sig nemlig videre til semifinalen i Super 750-turneringen Japan Open med en sejr på 21-17, 21-16 over Ben Lane og Sean Vendy fra England.

I lørdagens semifinale venter Kim Gi Jung og Kim Sa Rang fra Sydkorea, der slog verdensetterne Marcus Gideon og Kevin Sukamuljo ud i anden runde.

Trak fra fra start

Den danske semifinaleplads blev sikret med et par relativt overbevisende sætsejre fredag morgen.

I første sæt trak Astrup og Skaarup fra deres engelske modstandere med det samme, og trods en stime på seks tabte dueller i træk ved 17-10 formåede de at holde Lane og Vendy på afstand. Med fire point på stribe spillede de sig til en række sætbolde, hvoraf den anden blev omsat til sætsejr.

Andet sæt var en lidt tættere affære, indtil danskerne trak fra omkring opholdet. Ved 15-13 øgede Astrup og Skaarup til 18-13, og det forspring kunne englænderne ikke hente.

Antonsen også videre

Kort efter udnyttede danskerne deres første matchbold, og dermed startede fredagen noget bedre end torsdagen set med danske øjne. Her blev det kun til to ud af fem mulige sejre ved Japan Open.

Ud over Kim Astrup og Anders Skaarup formåede Anders Antonsen også at spille sig videre både torsdag og fredag. Læs mere om hans kvartfinalesejr her.

Japan Open vises direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Se sendeplanen her.