Ekspert storroser Antonsen
Anders Antonsen sikrede sig en plads i semifinalen ved Japan Open, da han slog japanske Kanta Tsuneyama i to sæt i kvartfinalen.
Se Antonsens semifinale ved Japan Open fra klokken 8.00 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.
Han har døjet med skader den seneste tid, men Anders Antonsen beviste fredag, at han er på vej tilbage i topform.
Den danske herresingle udspillede Kanta Tsuneyama i kvartfinalen ved Japan Open, og hans niveau imponerede TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.
- Hold da op, en kamp han fyrer afsted. Han udklasserer simpelthen Tsuneyama. På intet tidspunkt ser det fysisk hårdt ud for ham, siger Jim Laugesen.
Antonsen 2-0 Tsuneyama
- Første sæt: 21-11
- Andet sæt: 21-12
"En fed spiller at se på"
Anders Antonsen spillede tålmodigt kampen igennem, og slagene sad, hvor de skulle, for den 25-årige dansker.
Den del får han også ros for af Jim Laugesen, som dog også fremhæver Antonsens mentale spil.
- Den attitude, Anders viser, den er fed. Han er altså en fed spiller at se på, når han er sådan her, fordi han har så mange gaver badmintonmæssigt. Han er super-seværdig at se på, siger Laugesen.
I semifinalen møder Antonsen verdens nummer 21 Kenta Nishimoto. Kampen spilles lørdag morgen, og den kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.