Han vandt alt og slog alle – nu har han ikke lyst til at spille mere
Kento Momota stod på toppen af badmintonsporten, da en bilulykke fik alvorlige konsekvenser for hans niveau.
Se Denmark Open på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY 18.-23. oktober.
13. januar 2020 vil for altid stå som en sort dag for Kento Momota.
Her var han involveret i en bilulykke i Malaysia. Den japanske stjerne pådrog sig brud på næsen og gennemgik efterfølgende en operation for gener i det ene øje.
Siden har han aldrig genfundet sit topniveau, og sejrene kommer ikke længere så let.
- Lige nu er det ikke sjovt. Det er smertefuldt. Jeg har ingen lyst, men jeg er nødt til at spille. Jeg kan bare ikke vinde … Lige nu er jeg i en situation, hvor jeg ikke ved, hvad jeg mangler, siger den tidligere verdensetter ifølge Badmintonplanet.
Momota var en del af lodtrækningen til Denmark Open, der spilles i denne uge, men det er senere meldt ud, at han ikke stiller op.
Badmintonplanet skriver, at det samme gælder for French Open, og han vil ifølge mediet være meget selektiv i sit valg af turneringer i resten af 2022.
Hvad har ændret sig?
TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen har kigget nærmere på Momotas spil, og han peger på flere aspekter, hvor forskellen før og efter ulykken er markant.
Defensiven halter: - Før i tiden var det meget svært at bryde hans defensiv ned – det er det ikke længere. Tidligere fik han alt over, men hans bevægelse er ikke den samme. Slet ikke, når han skal vende.
Svagt angreb: - Det er også meget tydeligt, at han har NUL power. Ingen er bange for ham mere. Han har utroligt svært ved at slå boldene ned. Det blev udstillet, sidst han mødte Viktor Axelsen i finalen ved Malaysia Open, hvor han kun fik 11 point samlet over to sæt.
Manglende motivation: - Han skal løbe alle sine kampe hjem, fordi han ikke kan få sin smash til at fungere. Det er svært uden motivation. Ulykken har gjort, at der er bolde, han ikke får tilbage. Han har ikke været den samme.
Momota har selv udtalt til Olympics.com, at han også ser defensiven som sit store problem – foruden det mentale. Desuden laver han for mange fejl, og han forhaster sig, når han skal score point, som han udtrykker det.
Japaneren er siden ulykken dumpet ned som nummer ni i verden.
"Jeg ramte bunden"
Det er ikke så underligt, at den 28-årige herresingle ikke er kommet sig endnu. Ikke længe efter den skæbnesvangre dag var han tæt på at ”opgive det hele”.
Der gik næsten et år fra ulykken, til Momota igen var tilbage på banen. Her vandt han de japanske mesterskaber, men efterfølgende skulle der gå 21 måneder, inden han spillede sig i en finale.
Ja, den trofævante stjerne har slidt og slæbt, og efter VM i august nåede han et nyt lavpunkt. Mesterskabet blev spillet på hjemmebane, men Momota efterlod tusindvis af japanere skuffede, da han røg ud i anden runde.
- Jeg ramte bunden efter kampen, for jeg havde arbejdet virkelig hårdt op til turneringen.
- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre efterfølgende. Men efter snakke med forskellige folk begyndte jeg at tænke, jeg var nødt til at komme tilbage stille og roligt, lød det til Olympics.com i kølvandet på VM.
Til Japan Open ugen efter fortsatte derouten, da han røg ud i første runde for femte gang i løbet af 2022-sæsonen.
Uhørt Axelsen-statistik
Vi tager den lige igen. FEM gange er han røget ud i første runde. På én sæson. Kento Momota.
Inden ulykken hed hans indbyrdes statistik mod Viktor Axelsen 14-1 i japanerens favør. Han støvsugede turneringssejre verden over, og hver gang stillede han op som favorit.
Kontrasten er til at tage at føle på, og det berører hans rival Viktor Axelsen.
- Jeg har selvfølgelig ondt af ham, fordi jeg ved, hvor fantastisk en badmintonspiller han er. Jeg ønsker ham alt det bedste, og jeg håber at se ham tilbage på banen tæt på hans topniveau. Han skal helst ikke blive for god, siger Axelsen og smiler, inden tonen igen bliver alvorlig.
- Jeg håber selvfølgelig, at han kommer tilbage. Han kæmper med en del ting, og det har jeg dyb respekt for.
Lige så god som Viktor
Til dem, der har glemt, hvor god Momota var, har badmintonekspert Jim Laugesen en reminder.
- Han var der, hvor Viktor er nu. Han har aldrig haft Viktors offensiv, men han havde nogle andre ting. Han var virkelig god på forbanen. Og han lavede ingen fejl.
- Det var ham, Viktor trænede som en gal for at slå, siger Jim Laugesen.
De to duellanter mødtes i finalen ved sidste års Denmark Open, hvor Axelsen trak sig sejrrigt ud af opgøret. Danskeren har vundet begge indbyrdes kampe siden Momotas ulykke.
Ingen vej ud af det
Det store spørgsmål er naturligvis, om det nogensinde lykkes Momota at komme tilbage på det niveau, de fleste husker ham for.
Han mener selv, at en turneringssejr vil give ham motivationen, og det kan være løsningen på det hele. Men lige nu er han så ramt, at det ikke ligger lige for.
- Jeg har ikke lyst til at spille den sport, der får mig til at føle smerte lige nu. Hvis jeg kan komme mig over den følelse, vil jeg få motivationen tilbage, og så vil resultaterne komme, siger han ifølge Badmintonplanet.
Jim Laugesen er ikke videre optimistisk på japanerens vegne.
- Jeg tror ikke, han kommer tilbage på sit topniveau. Der er gået for lang tid, og han er blevet indhentet. Han kommer aldrig til at dominere badminton på samme måde igen. Det er Viktor Axelsen også en af grundene til. Han er for god.
- Det gør ondt, at det er endt sådan. Nogle af nederlagene har været så store, at jeg har tænkt, han burde stoppe, siger Jim Laugesen.