Badminton

Axelsen udraderer topspiller og er semifinaleklar

Viktor Axelsen var overlegen gennem hele opgøret og kunne til sidst juble over sejren.

Viktor Axelsen fik lynrevanche mod Kean Yew Loh, der for en uge side sendte danskeren ud af Denmark Open.

Verdens nummer et slog fredag aften Loh i Paris og er nu klar til semifinalen i French Open. Her venter Kodai Naraoka fra Japan, der er nummer 20 på singleranglisten.

Axelsen - Loh

  • Første sæt: 21-11
  • Andet sæt: 21-17

Semifinalen spilles lørdag og kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Sådan forløb kampen ifølge Ritzau:

Danskeren viste nærmest skræmmende styrke, da han fredag slog Yew Kean Loh fra Singapore med 21-11, 21-17.

Det var netop Loh, der i sidste uge ødelagde Axelsens chance for at vinde Denmark Open i Odense, efter at den danske favorit måtte se sig besejret i kvartfinalen.

Det virkede da også som om, at Viktor Axelsen var ekstra motiveret i fredagens kamp, hvor han var dybt fokuseret på hver eneste bold.

På et tidspunkt forsøgte dommeren at tale til danskeren, men der gik nogle sekunder, før Axelsen registrerede, at der blev talt til ham.

Greb hele tiden chancen

Viktor Axelsen fik samlet de fleste bolde op, og så snart muligheden for et smash bød sig, så huggede danskeren til.

Hurtigt i første sæt bragte den danske favorit sig foran med 13-3. Herefter fik Loh bedre fat, inden Axelsen i sidste ende tog sættet med 21-11.

Modstanderen fra Singapore fik en bedre start på andet sæt, hvor han hang på frem til 7-7, inden Axelsen kom på 14-8.

Yew Kean Loh forsøgte at ryste den danske modstander med offensivt spil, og det lykkedes at reducere til 11-14, inden Axelsen igen trak fra. Til sidst lukkede han sættet til 21-17.

I semifinalen står danskeren over for Kodai Naraoka fra Japan. I den anden semifinalen skal Rasmus Gemke op imod Lee Cheuk Yiu fra Hongkong.