Badminton

Gemke fortsætter storspil - klar til semifinalen i French Open

Rasmus Gemke imponerede igen, og nu er han klar til semifinalen i French Open.

Fredag stod Gemke over for yderst svær modstand i kvartfinalen ved French Open.

Men danskeren, der ligger nummer 16 i verden på singleranglisten, viste igen storspil og besejrede VM-sølvvinderen Kunlavut Vitidsarn fra Thailand i tre sæt.

Danskeren tabte første sæt, men kom herefter flot igen og vandt opgørets sidste to sæt. Specielt i tredje og afgørende sæt var danskeren overlegen.

Gemke - Kunlavut Vitidsarn

  • Første sæt: 14-21
  • Andet sæt: 21-18
  • Tredje sæt: 21-11

I semifinalen venter 26-årige LEE Cheuk Yiu fra Hongkong.

Sådan forløb kampen ifølge Ritzau:

Gemke var på hælene i første sæt fredag, hvor den stærke thailænder var bedst i de fleste af spillets facetter.

Fra 6-6 trak Vitidsarn stille og roligt fra og kørte sikkert sættet i hus med 21-14.

Det begyndte at dufte af dansk exit, da viceverdensmesteren lagde godt fra land i andet sæt og kom på 8-4. Men så fandt Gemke momentum.

Han kom tilbage i sættet, som blev tæt hele vejen til 19-18 i Gemkes favør. Herfra lukkede han sættet med to point i træk.

Normalt er Vitidsarn en spiller, som løber langt på literen, men Gemke har arbejdet sig i god form. Det beviste han med et overbevisende tredje sæt.

Gemke strøg på 11-2 til sidebyttet, og den chokstart kom thailænderen sig aldrig over.

Uden større besvær lukkede danskeren kampen med 21-11 i tredje sæt.

Gemke nåede ved coronaafbudsramte Denmark Open i 2020 frem til en rent dansk finale, som dog blev tabt til Anders Antonsen. Ellers har Gemke aldrig været i en finale på Super 750-niveau.

Han vandt i 2018 sin hidtil eneste sejr på World Touren, da han sejrede i Super 300-turneringen Spain Masters.