Badminton

- Det kunne ikke være mere forkert, siger Axelsen om kritik efter Dubai-flytning

I en ny bog forholder Viktor Axelsen sig til den kritik, han mødte i forbindelse med sin flytning til Dubai.

I jagten på det ypperste blev Viktor Axelsen mødt af så stor modstand, at han kom til at tvivle på sin største satsning.

Var det nu også det rigtige at flytte til Dubai og forsøge sig med sit helt eget setup, Viktor Axelsen Academy?

Ja, svarer han et års tid senere i sin nye bog 'Vindervilje', hvor han også svarer mange af sine kritikere igen.

- Der er brug for refleksion og selvransagelse i det danske badmintonmiljø og forbund, skriver Viktor Axelsen blandt andet i det uddrag, som du kan læse herunder.

Vi kommer ind i bogen efter Viktor Axelsens præsentation af de eksklusive træningsrammer i Dubai.

'Vindervilje' er skrevet i samarbejde med Nikolaj Albrectsen. Bogen udkommer på Lindhardt og Ringhof den 1. november.

Uddrag fra kapitel 7: Skab optimale rammer for din udvikling

Snæversyn

Da mit skifte blev offentligt kendt, kom den forventede kritik fra flere sider. Jeg oplevede det på afstand, fordi jeg trænede i Dubai. Det var rart, at det var noget, der primært foregik på telefonen. Den kunne lægges væk, og så havde jeg også en dagligdag at forholde mig til. Det var en balanceøvelse i at trække vejret og prøve at lade det fare. Og så forsøge at dvæle ved de mange positive kommentarer, der heldigvis også fandt vej til mig.

Jeg forventede ikke, at alle ville kunne forstå mit valg og være enige i det, men jeg blev glad, når folk havde sat sig ind i min situation og mine motiver. I stedet for at bore i ét element uden helheden for øje.

At antage, det først var nu (...) at jeg skulle til at give igen til de unge, kunne ikke være mere forkert

Viktor Axelsen

Fra dele af det traditionsbundne badmintonmiljø i Danmark – dem, der holder af den gamle måde, som landsholdsbadminton i Danmark er bygget op på – lød kritikken, at jeg vendte den danske model ryggen, og at jeg ville ødelægge dansk badmintons fødekæde. Jeg kunne blandt andet læse, at det var nu – efter mit OL-guld i 2021 – at jeg skulle til at ”give igen”. Det var ”kynisk” af mig, at jeg ikke tog min tur, og jeg ”vendte Danmark ryggen” ved at forlade landet.

Lad mig starte med formuleringen om, at det nu var min tur til at give igen. At jeg efter OL skulle give til de næste på træningen for at holde fødekæden i gang, ligesom jeg også havde lært af Jan Ø. Jørgensen og af Peter Gade, der selv i deres unge år havde ældre spillere at læne sig op ad. Det er rigtigt, at jeg havde gavn af de ældre spillere, men de trænede kun med mig, fordi de følte, jeg kunne bidrage med noget, der kunne gøre dem bedre.

Formuleringen afslører en snæversynet tilgang til sporten uden forståelse for, hvordan træningen på landsholdet fungerer, og hvordan dagligdagen er til træningen. At antage, det først var nu, i 2021, efter ti år i Brøndby, at jeg skulle til at give igen til de unge, kunne ikke være mere forkert. Jeg havde i mange år været den stærkeste herresinglespiller i Brøndby, nok siden jeg vandt OL-bronze som 22-årig i 2016, og jeg har på ingen måde bare passet mig selv i de fem år.

Lige siden jeg begyndte derinde som 17-årig, har jeg været en af de spillere, der altid har givet mig 120 procent og gennem mine handlinger drevet en kultur videre, hvor man skal komme tidligt til træning, være forberedt og have følelsen af, at hvert eneste minut tæller. I mine øjne er det også at give igen. Det bliver jeg ved med, når jeg er hjemme i Danmark til træning.

Det er også en analyse uden hold i virkeligheden, at det kun er den spiller, der er på toppen, der skal give igen. Et eksempel er Hans-Kristian Solberg Vittinghus, der var på landsholdstræningen, da jeg begyndte, og stadig var der, da jeg stoppede min daglige gang i Brøndby. Han har aldrig været den højest rangerede spiller, nok aldrig den bedste dansker. Men han har i den grad givet igen. Han har været kulturbærer og sikret både en god træningskultur og vindermentalitet. Det er ikke en isoleret størrelse, som afhænger af dit niveau. Det handler om dét, du giver til mængden.

Man kunne også vende det om og sige, at når nu jeg forsvandt fra træningen, ville det frigøre en masse trænertid til de næste i rækken. At der kunne komme fokus på dem lige under mig. At de nu kunne få øget fokus, slås om spottet som ”den bedste”. Den nuance forsvandt i en automatreaktion.

Kritikken gik også på, at jeg med mit skifte måske ville ødelægge den danske badmintonkultur. At jeg var ”en trussel mod systemet”.

Jeg rystede på hovedet, da jeg først læste det.

Hvis et forbund eller en virksomhed er bygget op omkring én spiller – eller én medarbejder – så har vi et dybere og noget større problem.

Så er jeg måske et symptom på noget større. Hvis man virkelig går op i badminton, skulle man i stedet tale om, at dansk badminton halter efter tidligere generationer, og søge svar på, hvorfor der er langt færre internationale titler end for fem, ti og 20 år siden – og hvorfor vi ikke er lige så konkurrencedygtige i de andre discipliner som førhen. Dengang var modstanden fra Asien også enorm. Hvad med at kigge på, hvordan det går med fødekæden og samarbejdet mellem klubber og forbund? At sige, at det er mig, der ødelægger dansk badminton, vurderer jeg til at være en belejlig undskyldning frem for at se realiteterne i øjnene. Jeg fjerner intet fra de klubber og fra den struktur, der er i Danmark. Tværtimod prøver jeg at blive endnu dygtigere, blive en større atlet, der skaber mere opmærksomhed om sporten, så flere kan få lyst til at dyrke den og endda stadig samarbejde med det danske forbund.

Der er brug for refleksion og selvransagelse i det danske badmintonmiljø og forbund

Viktor Axelsen

De såkaldte eksperter, der stod bag den del af kritikken, er ikke med ude til de største turneringer, de ser ikke de internationale tendenser, sidder ikke med ved forhandlingsbordene. Vi har en sport, der udvikler sig i en vanvittig fart. Sponsorer, der blander sig som aldrig før. En verden, der forbindes mere og mere, hvor nationalitetsbarrierer nedbrydes. Pengepræmier, der vokser, og nye turneringer, der kigger frem som lukrative tilbud. Hvis man stædigt holder på at gøre, som man plejer, mens man står midt i en orkan af udvikling, så tror jeg, man tackler det forkert. Der er brug for refleksion og selvransagelse i det danske badmintonmiljø og forbund.

Og det er også noget, det enkelte individ må tage ansvar for i sin egen udvikling: Gør du noget, fordi normen siger, du bør? Eller kan du få bedre vilkår ved at justere måden, du lever på? Det var i hvert fald ikke en mulighed for mig blot at se til, mens jeg blev ældre.

Hvornår er det nok?

Jeg synes, øjnene blev lukket for muligheden for, at der i et samarbejde kunne skabes noget, der var bedre. At nyt ikke nødvendigvis erstatter gammelt. Hvad nu, hvis det gode samarbejde mellem forbundet og mig kunne give et boost til hele sporten, til Danmark?

Det virkede, som om det blev lukket ned alene ud fra holdningen, at jeg skulle gøre, som mine forgængere havde gjort. Fordi det var min pligt.

Jeg vil gerne se regnskabet for, hvornår jeg har givet nok igen.

I min optik giver jeg stadig igen

Viktor Axelsen

Hvad nu, hvis alternativet til at flytte til Dubai var, at jeg havde stoppet min karriere efter OL, fordi jeg ikke så flere udfordringer? Så var jeg blevet hyldet, og ingen havde talt om at give igen.

Jeg lever af udfordringer. Jeg lever af at skubbe mig selv til det næste niveau. For at bevare motivationen efter ti år på samme arbejdsplads måtte jeg tage et utraditionelt skridt og skabe en ny måde at være atlet på.

Og i min optik giver jeg stadig igen. Man kunne for eksempel tælle antallet af timer, mine kampe har været på tv de sidste par år, og se på al omtalen og den store interesse, der er for sporten i Danmark. Flere badmintonklubber har fortalt, at der kom et kæmpe boom af ungdomsspillere i klubberne, efter jeg vandt OL-guld.

Økonomisk er det også vigtigt at huske på, at betydningen af en guldmedalje for Danmark er helt uafhængig af min adresse. Jeg er den eneste danske spiller, der har vundet VM, OL og All England gennem tiden. På den front er jeg nok en af de spillere i historien, der har bidraget mest økonomisk til dansk badminton, fordi medaljer giver økonomi til Badminton Danmark.

Ingen i Team Danmark eller Badminton Danmark kommer til at takke mig, fordi jeg blev hjemme og trænede hele min karriere og gjorde de andre bedre.

Jeg har selv set det. Der var ingen, der stod med den ekstra tak til Joachim Fischer, Carsten Mogensen eller Mathias Boe, da deres æra stoppede. De er ude af landsholdssystemet, og så flytter fokus til spillerne efter dem.

Team Danmark tænker i medaljepoint, hvilket er helt fair, men netop derfor bliver jeg nødt til at tænke på min egen udvikling.

Det er jo heller ikke sådan, at Cristiano Ronaldo vier hele sin karriere til portugisisk fodbold, eller at Christian Eriksen tager til Middelfart og træner på månedlig basis – og kontinuerligt træner med ungdomslandsholdsspillerne i fodbold. Han giver noget tilbage ved at blive solgt og sende økonomi hjem til sine moderklubber, ligesom han er en utrolig stærk ambassadør som en dansk topatlet, der har klaret det i en global sport. Sådan lyder fortællingen om Christian Eriksen: Han er en verdensstjerne, der begyndte sin karriere i Middelfart. På det område er fodbolden fantastisk sport, når det handler om dyrke sine rødder og helte med stolthed.

Barske beskyldninger

Nogle journalister og eksperter, der ellers har en stor indsigt i sporten, leverede så få nuancer, at historien om min flytning blev afdækket med skyklapper på. For de kritiske overskrifter blev jo dominerende og delt vidt og bredt på sociale medier med rig mulighed for at slippe meningerne løs i kommentarfeltet.

Mange måneder efter artiklerne har jeg mødt flere af dem, der kritiserede mig voldsomt. De har sagt, at de sidenhen er blevet overrasket over, at vi landsholdsspillere ikke kunne bruge hallen i Brøndby, når vi ville. Fordi jeg sagde det i en tv-dokumentar, som komikeren Frank Hvam stod bag. Sådan noget gør mig sur. Grundighed må være et minimum, inden man udtaler kritik og deler ud af sin mening til tusindvis af badmintonfans og alle de andre, der læser med. For det er også i de kommentarspor, at der står, at jeg skal have brændt mit pas. At jeg er en landsforræder. Og værre endnu. Men det var ikke internetkrigernes beskyldninger eller de grimme kommentarer fra fremmede, der påvirkede mig mest. Det gjorde kommentarerne fra dem med badmintonindsigt, der så endimensionelt på min beslutning.

Det var sjovt for mig at læse, for træning handler meget om indstilling

Viktor Axelsen

I forhold til det sportslige lå der også et andet kritikpunkt, nemlig at jeg ikke kunne få lige så god sparring, når jeg forlod det stærke miljø i Danmark. Ræsonnementet var, at kvaliteten ville falde, fordi jeg ville invitere spillere fra Europa og Asien til Dubai, heriblandt unge talenter. Det var sjovt for mig at læse, for træning handler meget om indstilling og ikke nødvendigvis turneringssejre på CV’et.

Jeg præsenterede både Loh Kean Yew og Lakshya Sen på et af mine første gruppebilleder fra Dubai. Seks måneder senere var Loh Kean Yew verdensmester, Lakshya Sen havde jeg stået overfor i All England-finalen. Man kommer langt med dedikation og hårdt arbejde, og det var det her en god påmindelse om. Omgiv dig med ekstremt dedikerede folk, så presser det det både dem og dig frem. Disse kritiske kommentarer forstummede da også hurtigt.

En anden del af kritikken handlede ikke om det sportslige, men gik på, at jeg kun tog til Dubai for at slippe for at betale skat i Danmark, og at jeg moralsk ikke skulle vælge en ørkenstat. Hvis det endelig var, så skulle jeg have lavet et træningssetup i Monaco, hvilket var etisk mere forsvarligt. Så ville det skattetekniske spørgsmål stadig været klaret – ligesom jeg kunne slutte mig til gruppen af danske topudøvere i fyrstendømmet.

Men her hopper kæden af, for hvis mit skifte havde handlet om skat, så var der jo mange andre muligheder for mig. Når det er sagt, har penge dog en stor indvirkning på, om jeg kan lykkes med mit eget akademi. Jeg bruger flere millioner hvert år på at stå for det hele selv. Jeg er gået fra at have en betalt træner og fysioterapeut til selv at stå for alle lønninger under turneringer. Derudover skal jeg selv finde, indkvartere og betale sparringsspillere. Jeg skal selv betale en træner både i dagligdagen og for at komme med mig til turneringer, det samme med en fysioterapeut. For mig er det en meningsfuld investering.

Jeg tænkte virkelig meget over destinationen, da planen til mit akademi blev tegnet

Viktor Axelsen

Jeg havde ikke kunnet lave det samme setup i Danmark som i Dubai. Det ville være væsentligt dyrere at få fløjet internationalespillere til Danmark og indkvartere dem – og de ville næppe takke ja på grund af jetlag og alt for mange timer i fly. Det samme gælder Monaco.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at det Danmark, jeg er opvokset i, er et helt andet sted end Dubai. Og jeg ville ønske, at der ikke var den form for ulighed i verden. Jeg tænkte virkelig meget over destinationen, da planen til mit akademi blev tegnet. Selvfølgelig overvejede jeg, om jeg ville bosætte mig et sted som Dubai. Havde jeg lyst til det, og ville vi være okay med det som familie? Var der andre muligheder for at skabe mit eget akademi, tættere på Danmark med europæiske forhold? Men nej, der var ikke en masse destinationer, hvor det ville kunne lade sig gøre.

I december 2016 vandt Viktor Axelsen sin første Super Series-titel, da han sejrede ved sæsonfinalerne i Dubai.

Viktor Axelsen vinder sæsonfinalen i Dubai efter tre sæt, 21-14, 6-21, 21-17.

Jeg har den holdning, at hvis vi eliteidrætsfolk skal forholde os rent politisk til, hvor vi skal spille, så er der rigtig mange lande, hvor det ikke er en mulighed. Min tilgang er, at de lande, hvor der afholdes turneringer – og hvor danske virksomheder opererer, og danske statsborgere, heriblandt politikere, tager på ferie – dér er det også okay for mig at være. Vi spiller turneringer i Dubai, vi spiller i Kina. Vi har spillet officielle mesterskaberi Rusland, indtil der kom en officiel politisk boykot af landet. For så er det en anden sag – så skal atleter selvfølgelig også stoppe med at færdes i et bestemt land. Men i sidste ende havde jeg svært ved at se, at jeg skulle tillægges større ansvar i det spørgsmål end resten af vores officielle Danmark.

Jeg ved godt, hvad der rører sig i Mellemøsten, og jeg ved også, at Qatar har fået et VM-værtskab i fodbold. Igen må der skulle en statslig boykot til, for at fodboldspillerne ikke spiller dér. Jeg mener ikke, vi kan forvente en højere politisk moral af sportsudøvere end resten af det danske folk og toppen af danskerhvervsliv.

Dubai var den løsning, jeg følte, der samlet set havde flest plusser, og det var slet ikke på bordet at tage til Schweiz, Monaco, eller hvad folk ellers har skrevet om på nettet. Det var jo setuppet, der talte. Det var mine muligheder i hverdagen og ikke nullerne på checken, for så skulle jeg have valgt en andensport at blive verdens bedste til.

Stor omvæltning

Den første tid i Dubai var vild. Jeg var ved at finde mig til rette med Natalia og Vega, mens jeg navigerede i de mange historier. Men det sværeste var dog at få styr på hele situationen i vores nye hjem. Jeg havde reelt ikke så meget på plads, da vi fløj fra Danmark. Jeg kom næsten direkte fra OL, og før OL blev spillet, handlede alt om OL, så jeg havde ikke brugt meget tid på planlægning. Jeg kom hurtigt ned på jorden og havde ikke ligefrem tid til at bade mig i olympisk champagne i ugevis.

Vi tog derned uden at have en bolig, så vi boede på hotel i begyndelsen. Det var kombineret ferie og ”lad os finde ud af detaljerne”-uger. Det var en stor mundfuld. Jeg havde aldrig boet i et andet land før, og nu tog vi derned med Vega på blot ti måneder. Jeg manglede mit visum. Jeg skulle arrangere det førstetræningsforløb, få spillere fløjet ind og have dem indkvarteret på hotel. Samtidig var det en periode, hvor Vega sov forfærdeligt. Hun havde night terrors, som små børn kan have, hvor de befinder sig i en tilstand mellem vågen og sovende og skriger. Hun skulle have hjælp til at falde til ro og i søvn igen.

Vi var til gengæld heldige med andre ting. Vi var ret kræsne omkring, hvor vi gerne ville bo, i hvilken bygning og hvor højtoppe. Da en lejlighed blev sat til salg i den rigtige bygning, kom vi vitterligt ti minutter før en anden køber. Vi slog til, og det var skønt, da vi kunne flytte ind i vores eget hjem. Især for Natalia, for jeg var nok mere vant til at leve i en kuffert. Sådan havde mine sidste ti år været.

Når Natalia og jeg kører forbi hotellet i dag, og vi tænker tilbage på de uger, hvor vi boede der, vælter minderne frem. Vi taler om perioden, hvor alt var nyt og usikkert. Vi kan smile ad det i dag, vi klarede det, men hold op, det var en udfordrende periode.

Det var, som om der faldt ro på, da vi fik vores nye hjem på plads. Vi kunne begynde at bygge vores liv og hverdag op, uden at vi skulle have fornemmelsen af at leve et nomadeliv.

Når vi sad i lejligheden, sagde vi til hinanden: ”Er det os, der er forkert på den?"

Viktor Axelsen

Det var også i den periode, vi fordøjede nyhedsbølgen i Danmark. Al opmærksomheden. Jeg har aldrig haft det godt med at være i centrum, og jeg har altid gerne villet have, at alle mennesker kunne lide mig. Det har nok tråde til min opdragelse: Jeg blev opdraget til, at jeg skulle have begge ben på jorden, og at jeg skulle møde mennesker, som jeg selv ville mødes.

Så det, der i medierne blev kaldt kynisme, det, der i nogen udstrækning er egoisme, er tillært. Det har jeg ikke altid kunnet. Jeg har over årene i sporten indset, at jeg ikke kan gøre alle glade, men at jeg først og fremmest må tro på mig selv og vælge, hvad der er godt for mig. Jeg har lært, at jeg godt kan have de samme værdier i livet, men være mere kold omkring mine beslutninger. Det er ikke altid lige let. Natalia og jeg talte meget om situationen, og af og til, når vi sad i lejligheden, sagde vi til hinanden:

”Er det os, der er forkert på den? Fordi vi gerne vil gøre det her sammen?”

Så snart sætningen var sagt, vidste jeg inderst inde, hvad svaret var. Jeg var rolig omkring vores valg. Vi havde samlet set truffet det rigtige valg. Jeg følte heldigvis, at langt de fleste forstod mig, 90 procent af alle kommentarer var støttende og forstående. Det hæftede vi os ved. Og at vi skulle holde fast i, hvad vi selvtroede på. Jeg blev hurtigt bekræftet i, at det var et godt valg for mig. Træningen fungerede, resultaterne kom.