Badminton

Han passer godt til Axelsen, vurderer ekspert

Viktor Axelsen står over for en helt anden type modstander i semifinalen, mener TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.

Viktor Axelsen har sat kurs mod finalen i French Open, og kun en enkelt forhindring mangler: japanske Kodai Naraoka.

Den blot 21-årige spiller er nummer 20 på singleranglisten, og han spiller helt anderledes end Loh, som Axelsen fredag besejrede i kvartfinalen. Det vurderer Jim Laugesen, der er badmintonekspert ved TV 2 SPORT.

- Der venter en helt anden type end Loh. Loh har den her fremragende smash og angreb, og det har Naraoka ikke. Han er mere en løber-type. Det tror jeg passer Viktor meget bedre.

- Og så frygter Viktor ikke Naraokas angreb på samme måde som mod Loh. Så det er en type, der ligger rigtig godt til Viktor, siger Laugesen forud for opgøret.

Egentlig fører Naraoka 1-0 i indbyrdes opgør mod Axelsen, men statistikken tæller ikke i praksis, da sejren kom, fordi den danske verdensetter trak sig forud for opgøret i Thailand Open tilbage i maj.

Derfor har parterne ikke stået over for hinanden på en badmintonbane før, men Axelsen glæder sig over at møde en for ham ung og ny spiller på højeste plan.

- Han (Naraoka, red.) har gjort det rigtig godt for nyligt. Han er ny på Touren, og det er altid godt at se nye spillere klare det godt. Det bliver en stor test for mig, og jeg glæder mig rigtig meget til det, fortalte Axelsen fredag aften efter sin semifinalesejr.

Axelsens semifinaleopgør kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY og begynder omkring klokken 17:00 lørdag.

Vinder den danske verdensetter, skal han søndag møde landsmanden Rasmus Gemke, der lørdag formiddag i overlegen stil spillede sig i finalen.