Badminton

Thygesen trak sig med smerter – nu er forklaring kommet

Sara Thygesen og Maiken Fruergaard er Danmarks bedst placerede damedouble.

I sidste uge måtte Sara Thygesen trække sig fra damedoublen ved French Open grundet mavesmerter.

Nu har et hospitalsbesøg givet forklaringen.

- Jeg havde et kort besøg på Hospitalet Ambroise Pare i Paris, hvor de fandt en cyste ved min æggestok. Det er ikke noget farligt, men den er lidt stor og gør ondt, skriver den danske badmintonspiller på sin Instagram-profil.

Thygesen tilføjer, at hun i denne uge besøger lægerne i Danmark, og at de derfra forhåbentlig finder ud af, hvad der skal gøres.

Samtidig takker hun for den gode behandling i Paris.

Melder fra til turnering

I det daglige spiller Sara Thygesen damedouble med Maiken Fruergaard.

De to gik videre fra første runde ved French Open, men måtte trække sig inden kampen mod de japanske stjerner Yuki Fukushima og Sayaka Hirota.

Nu venter en pause.

- Der er ingen Hylo Open for Maiken og mig i år, skriver Thygesen.

Hylo Open spilles i Tyskland og begynder 1. november. Der bliver ingen dansk deltagelse i damedoublen.

Til gengæld er Danmark repræsenteret i herre- og damesingle samt mixed- og herredouble.