Axelsen i kvartfinalen uden kamp
Viktor Axelsen kommer ikke på banen i anden runde af Malaysia Open. Hans modstander har trukket sig.
Mens vi stadig venter på at se danskerne i aktion i anden runde, er Viktor Axelsen allerede videre til kvartfinalerne i Malaysia Open.
Tidligt torsdag morgen er det kommet frem, at hans modstander Daren Liew har trukket sig.
Liew var fysisk ramt i sin første kamp. Han humpede rundt i slutningen af opgøret mod Popov, og den ene læg var bundet godt ind, da han forlod på vej ud af hallen. Derfor kommer det ikke som den største overraskelse, at Liew ikke tager kampen op mod den regerende verdensmester og verdensetter, der i øvrigt også er forsvarende vinder af Malaysia Open.
- Det er lidt uvant med to dage uden kamp. Jeg holder mig selvfølgelig i gang, men jeg går lidt som en løve i et bur. Jeg vil gerne i kamp, siger Axelsen til TV 2 SPORT.
I kvartfinalen skal Axelsen møde Kenta Nishimoto. Han slog Jonathan Christie 21-15, 21-17 i anden runde.
Malaysia Open vises på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.
Danskere i Malaysia Open 2023
Klar til kvartfinalerne: Viktor Axelsen
Mangler at spille anden runde: Mia Blichfeldt, Anders Antonsen og Kim Astrup/Anders Skaarup
Ude i første runde: Alexandra Bøje/Mathias Christiansen, Line Kjærsfeldt, Rasmus Gemke, Line Christophersen og Hans-Kristian Vittinghus