Badminton

Kopierede modstanders jubelscene efter sejr

Kim Astrup brugte "hele formiddagen" på at finde en jubelscene, han kunne kopiere fra de indonesiske modstandere Carnando og Marthin.

Mens Anders Skaarup sagde "tak for kampen" til de to modstandere oppe ved nettet, sad Kim Astrup på gulvet med armene over hovedet.

Vidste man ikke bedre, kunne man tro, at han måske bare havde brug for at komme ud med lidt ekstra energi, efter han og Skaarup havde spillet sig i kvartfinalen ved Malaysia Open.

Men faktisk ligger der en helt anden historie bag den specielle jubelscene.

- De lavede en efterligning af vores jubelscene fra Denmark Open, som har siddet lidt i os. Så jeg har brugt hele formiddagen på at finde nogle af deres bedste jubelscener. Jeg endte med at kopiere Marthins fra SEA Games, hvor de gjorde det rigtig godt, ved at gå på knæ og lave "statuen", siger Astrup og tilføjer:

- Jeg er ret godt tilfreds med, at vi kom til en situation, hvor jeg kunne bruge den i dag.

Så det var altså en stor stikpille lige op i hovedet på dem?

- Den var dedikeret til ham (Marthins, red.), siger Astrup med et smil.

Ekspert nyder det

De to par har flere gange stukket til hinanden under og efter kampene, men det danske par er sikker på, at torsdagens stikpille bliver taget godt imod – ligesom det også bliver det den anden vej.

I TV 2 SPORTs studie blev sekvensen også taget godt imod af badmintonekspert Jim Laugesen.

- Det er fuldstændig perfekt. De skal også have ros for, at de er ekstremt meget bedre end mange andre – og især mig selv – til ikke at gå ud og sætte ild til hallen, når det sker mod dem.

- Så det kan jeg godt lide. Det er det lir, der skal til. Så længe de kan holde det på det plan, skal vi bare have mere af det. Hellere det end de der sten, der står inde på banen og ikke har et udtryk, siger Jim Laugesen.

Danskerne vandt opgøret mod Carnando og Marthin med 21-13, 21-19. I kvartfinalen skal Astrup og Skaarup møde Wei Keng Liang og Chang Wang fra Kina.

Danskere i Malaysia Open 2023

  • Klar til kvartfinalerne: Viktor Axelsen, Mia Blichfeldt og Kim Astrup/Anders Skaarup
  • Ude i anden runde: Anders Antonsen
  • Ude i første runde: Alexandra Bøje/Mathias Christiansen, Line Kjærsfeldt, Rasmus Gemke, Line Christophersen og Hans-Kristian Vittinghus