Badminton

Blandet dansk fjerdag i Indien

Gemke slog Momota, mens Blichfeldt blev sendt ud af hjemmebaneyndlingen Nehwal. Det var inderens første sejr siden august sidste år.

Mia Blichfeldt kunne ikke leve op til favoritværdigheden, da hun tirsdag eftermiddag dansk tid mødte Saina Nehwal i India Open. En turnering på størrelse med Denmark Open.

Den 25-årige dansker tabte sin første kamp i New Delhi i tre sæt.

Mia Blichfeldt – Saina Nehwal 1-2

  • 1. sæt: 17-21
  • 2. sæt: 21-12
  • 3. sæt: 19-21

Mia Blichfeldt hang efter i hele første sæt. Ved opholdet var hun bagud 5-11, og selv om der næsten var kontakt ved 13-15, trak Nehwal igen fra efter danske fejl.

Inderen afgjorde sættet med en kort bold ved nettet, som Blichfeldt ikke nåede frem til.

I andet sæt var det en forvandlet Mia Blichfeldt. Danskeren spillede med mere power, større beslutsomhed, og flere af hendes slag var skarpere. Venstre hånd blev også knyttet efter hvert vundet point.

Fra 11-3 ved opholdet tabte Blichfeldt dog en smule momentum, men sættet blev alligevel kørt sikkert hjem med cifrene 21-12.

Tredje og afgørende sæt var ulig de første sæt. Mia Blichfeldt førte frem til 6-6, men så overtog Saina Nehwal og førte frem til sidebyttet.

Helt lige var det frem til 13-13, før Blichfeldt med tre point i træk så ud til at have fået afgørende luft. Men derfra var marginalerne med inderen, og pludselig var det lige igen, 17-17.

Nehwal fortsatte og tilspillede sig to matchbolde. Blichfeldt afværgede den første, men ikke den anden, og dermed blev India Open en dansker fattigere.

Gemke gjorde det igen af med Momota

Den anden dansker, der var i aktion i New Delhi tirsdag, var Rasmus Gemke. Og for anden gang i træk mod Kento Momota kunne Gemke gå fra banen som vinder.

Rasmus Gemke vandt i to sæt med cifrene 21-15, 21-11.

Gemke er i øjeblikket nummer 20 på verdensranglisten, mens japanske Momota, som er tidligere dobbelt verdensmester og verdensetter, nu er nede som nummer 18, efter at han har været ude de seneste måneder på grund af motivationsproblemer.

I Malaysia i sidse uge meldte en syg Kento Momota afbud.

Mange danskere i aktion onsdag

Langt flere danskere skal i kamp onsdag, hvor anden halvdel af første runde afvikles. Nedenfor får du overblikket over hvem:

  • Line Christophersen
  • Viktor Axelsen
  • Mathias Christiansen/Alexandra Bøje
  • Line Kjærsfeldt
  • Anders Antonsen
  • Hans-Kristian Solberg Vittinghus
  • Kim Astrup/Anders Skaarup
  • Mikkel Mikkelsen/Rikke Søby

Se India Open på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra onsdag til søndag. Vi begynder onsdag klokken 07.30.