Badminton

Lettet Axelsen overvinder problemer på stor danskerdag

Få overblikket over dagen i Super 750-turneringen India Open, hvor der var otte kampe med dansk deltagelse.

Se India Open på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra onsdag til søndag. Vi begynder onsdag klokken 07.30.

India Open er en turnering på størrelse med Denmark Open og en turnering, man derfor rigtig gerne vil vinde.

Heldigvis stiller mange danskere til start, og onsdag fik vi et væld af kampe med dansk deltagelse. Få overblikket i denne artikel.

Viktor Axelsen 2 - 0 Srikanth Kidambi

  • 1. sæt: 21-14
  • 2. sæt: 21-19

Det, der så ud til at blive en sikker sejr, efter et overbevisende første sæt, blev pludselig det stik modsatte. Den danske storfavorit kunne slet ikke finde rytmen i andet sæt, hvor han blandt andet var bagud med hele 5-14. Det fik TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen til at reagere:

- Axelsen ser slet ikke smooth ud i dag. Det er, som om han falder, når han skal ned til bolde.

Så vendte han pludselig 5-14 til 21-19. Verdensklasse fornægter sig ikke. Da han hev sejren hjem, lød der et stort jubelbrøl. Lettelsen var tydelig.

- Det dér var et vanvittigt sæt. Også for Axelsen. Ellers reagerer han ikke sådan, siger Jim Laugesen.

Axelsen skal møde Shi Yu Qi i anden runde.

Kim Astrup/Anders Skaarup Rasmussen 2 - 0 Corvee/Labar

  • 1. sæt: 21-10
  • 2. sæt: 21-11

Den danske herredouble tog en pligtsejr over det franske par, der på papiret var kæmpe underdogs.

I næste runde venter der tysk modstand til Astrup og Skaarup, hvor stærke Lamsfuss og Seidel står klar.

Anders Antonsen 2 - 1 Toma Junior Popov

  • 1. sæt: 18-21
  • 2. sæt: 21-19
  • 3. sæt: 21-13

Anders Antonsen, der er på vej tilbage mod topformen efter en skade, viste fightervilje, da han kom tilbage efter at have tabt første sæt. De to næste af slagsen var danske, og dermed blev franske Popov, der er nummer 23 i verden sendt ud. Siden sit comeback har Anders Antonsen kun spillet tresætskampe.

Line Christophersen 0 - 2 Gregoria Mariska Tunjung

  • 1. sæt: 17-21
  • 2. sæt: 19-21

Den danske damesingle tabte knebent til verdensranglistens nummer 15. Christophersen var meget tæt på at levere et fornemt comeback i andet sæt, hvor hun nede med 12-17 formåede at gøre det til 19-19. De næste to point gik dog ikke danskerens vej.

Mikkel Mikkelsen/Rikke Søby 0-2 Tang/TseYing Suet

  • 1. sæt: 11-21
  • 2. sæt: 13-21

Den danske mixeddouble havde ikke succes mod det syvendeseede par fra Hongkong.

Hans-Kristian Vittinghus - Daren Liew (trak sig med skade)

Midt i første sæt sluttede kampen, da Daren Liew, der har haft problemer med en skade, valgte at trække sig. Dermed er Vittinghus, der førte 11-9, videre til næste runde.

Line Kjærsfeldt 0 - 2 Bing Jiao He

  • 1. sæt: 16-21
  • 2. sæt: 15-21

Line Kjærsfeldts turnering stoppede for anden gang i streg i første runde. Mod verdensranglistens nummer fem kunne hun i sidste ende ikke stille noget op. Det så ellers lovende ud i første sæt, hvor hun både kom foran 4-0 og 14-8. I andet sæt var danskeren også foran.

Mathias Christiansen/Alexandra Bøje 2 - 0 Sumanti Z. J. / Julimarbela H.

  • 1. sæt: 21-10
  • 2. sæt: 21-17

Efter et førsterundeexit i Malaysia i sidste uge spillede den danske mixeddouble sig videre til anden runde efter en sejr over et indonesisk par.

I andet sæt så det ellers ud til, at et tredje sæt kunne komme i spil, men nede 1-5 spillede danskerne sig op.