Gemke overrasker i stor turnering
Torsdagens program i India Open bød på hele seks kampe med dansk deltagelse. I halvdelen af dem endte det også med en dansk sejr.
Torsdag blev en blandet dag for danskerne i India Open.
Herresinglerne Viktor Axelsen og Rasmus Gemke samt mixeddoublen med Alexandra Bøje og Mathias Christiansen sørgede for, at der også i kvartfinalerne er dansk deltagelse i Super 750-turneringen i New Delhi.
Dog blev anden runde endestationen for Anders Antonsen, Hans-Kristian Vittinghus og herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup.
Herunder kan du få et samlet overblik over danskernes kampe torsdag.
Rasmus Gemke 2 - 1 Lakshya Sen
- 1. sæt: 16-21
- 2. sæt: 21-15
- 3. sæt: 21-18
Lakshya Sen lagde stærkt fra land, og vurderet på spillet i første sæt var der også meget, der pegede i retning af, at den indiske hjemmebanefavorit skulle leve op til favoritværdigheden. Men Rasmus Gemke gav ikke op. Danskeren spillede et stærkt andet sæt og tvang opgøret ud i et tredje og afgørende sæt.
Her fortsatte Rasmus Gemke de lovende takter og bragte sig hurtigt på 8-1. Som sættet skred frem kom Lakshya Sen tættere på, men i de afgørende momenter bevarede Gemke roen og sikrede sig adgang til kvartfinalen.
Anders Antonsen 1 - 2 Kunlavut Vitidsarn
- 1. sæt: 21-11
- 2. sæt: 12-21
- 3. sæt: 17-21
Anders Antonsen spillede en perfekt anden halvdel af første sæt, hvor han virkelig havde styr på Vitidsarn. Han vandt sættet ved at finde fem point i træk. I andet sæt kunne danskeren ikke stille meget op og tabte klart, mens han længe hang på i tredje sæt, inden han måtte kapitulere og erkende sit exit.
Dermed blev anden runde endestationen i Indien.
Mathias Christiansen/Alexandra Bøje 2 - 0 Tang Chun/Tse
- 1. sæt: 21-16
- 2. sæt: 21-18
Mixeddoublen fra Hongkong, der havde slået Mikkelsen og Søby ud af turneringen, lykkedes ikke med at være danskerbøddel for anden gang. Det forhindrede Mathias Christiansen og Alexandra Bøje, der i overbevisende stil vandt kampen i to sæt.
Dermed er den danske mixeddouble klar til kvartfinalen i den store turnering.
Viktor Axelsen 2 - 1 Shi Yu Qi
- 1. sæt: 21-16
- 2. sæt: 16-21
- 3. sæt: 21-9
En meget underholdende kamp gik Axelsens vej. Efter kampen var han tydeligt ramt på fysikken, og det forstår man godt. Der var nemlig mange lange dueller. Læs mere om kampen her. I kvartfinalen skal Viktor Axelsen møde landsmanden Rasmus Gemke.
Hans-Kristian Vittinghus 0 - 2 Kean Yew Loh
- 1. sæt: 18-21
- 2. sæt: 17-21
Hans-Kristian Vittinghus spillede lige op med Loh, men i sidste ende udeblev overraskelsen.
Kim Astrup/Anders Skaarup 1 - 2 Lamsfuss/Seidel
- 1. sæt: 21-16
- 2. sæt: 17-21
- 3. sæt: 18-21
Dagens første kamp med dansk deltagelse med en tæt affære.
Det europæiske opgør i Indien mellem den bedste danske og bedste tyske herredouble skulle således afgøres i tre sæt, og her var tyskerne stærkest.
Et comeback i slutningen af det afgørende sæt, hvor danskerne gik fra 14-19 til 18-19, var ikke nok.