Badminton

Axelsen er chokeret efter Gemkes skade

Rasmus Gemke måtte forlade kvartfinalen mod Viktor Axelsen i en kørestol, efter han blev ramt af en skade.

Danskeropgøret mellem Viktor Axelsen og Rasmus Gemke ved India Open fik en uheldig afslutning.

Midtvejs i første sæt røg sidstnævnte i gulvet efter et uheldigt opspring. Gemke var blevet skadet i baglåret, og efter at være blevet tilset af en læge var han tvunget til at forlade hallen i en kørestol.

Lige da Gemke røg i gulvet, løb Viktor Axelsen over til ham, og nu har den danske verdensetter også sat ord på situationen.

- Gemke er en af mine venner, så det var hårdt at se ham gå ud på den måde. Det var overhovedet ikke det, jeg håbede på for i dag. Så for nuværende er jeg en smule chokeret, siger Axelsen til det internationale badmintonforbunds hjemmeside.

Axelsen klar til semifinalen

Viktor Axelsen var foran med 15-8, da Gemke blev ramt af skaden.

Gemke kunne dog på ingen måde spille videre, og derfor vandt Viktor Axelsen opgøret uden at spille færdig.

Det betyder, at den danske stjerne er klar til semifinalen, som han nu skal forsøge at blive klar til på trods af den uheldige episode.

- For mit eget vedkommende har jeg brug for nogle timer til at fordøje det, og så ved jeg, at jeg bliver klar til en ny kamp i morgen, siger Axelsen.

Verdensetteren møder Jonatan Christie fra Indonesien i semifinalen.