Håbet lever for Gemke efter grimt uheld

Rasmus Gemke blev skadet og måtte trække sig fra fredagens kvartfinale mod Viktor Axelsen.

Med smerter og uvished blev Rasmus Gemke kørt væk fra India Open fredag formiddag dansk tid.

Et døgns tid senere ligger det stadig ikke helt fast, hvad der skete i hans kamp mod Viktor Axelsen. Men der er håb om, at det ikke er så slemt som frygtet.

- Gemke rejser hjem til Danmark i dag – vi ved endnu ikke, hvad der er sket, men vi har et lille håb om, at det ikke er en akillesskade, fortæller cheflandstræner Kenneth Jonassen til TV 2 SPORT.

- Han bliver undersøgt og scannet på mandag, og derefter forventer vi at vide mere i løbet af mandag eller tirsdag. Under omstændighederne har han det ganske fornuftigt i dag. Chokket har lagt sig, tilføjer Jonassen.

For Rasmus Gemke ville en akillesskade være fatal. Den slags kan koste et års pause, og i så fald vil Gemke misse både VM på hjemmebane i august og en stor del af OL-kvalifikationen, der begynder i maj.

Er der derimod tale om en fibersprængning, er skadesperioden markant kortere.

Mødte Axelsen igen

Uheldet skete i første sæt af fredagens kvartfinale mod Viktor Axelsen, der var foran med 16-8.

Gemke satte af for at slå til bolden, og da han landede, lagde han sig straks ned. Axelsen kom hurtigt over til sin landsmand, der blev kørt væk i en kørestol efter nogle minutter.

Det var anden uge i træk, Axelsen og Gemke stod over for hinanden i en stor, international turnering. I sidste uge vandt Axelsen både danskerkampen og hele Malaysia Open. I denne uge har Axelsen mulighed for at hente endnu en turneringssejr. Lørdag spiller han semifinale ved India Open mod Jonatan Christie.

India Open vises direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.