- Jeg var for langt ude, forklarer Axelsen om vejninger

Viktor Axelsen nåede derud, hvor han absolut skulle have en fedtprocent på seks eller syv.

Vejninger i elitesport har været diskuteret vidt og bredt i 2023’s første kvartal.

Skal de finde sted, eller skal de afskaffes helt? Må de fortsætte, hvis de ikke bliver foretaget offentligt? Er vejninger ligegyldige eller et fundamentalt redskab for en elitesportsudøver?

Holdningerne er mange, men hvordan griber en af Danmarks største atleter det an?

Viktor Axelsen, verdens bedste badmintonspiller og udpræget perfektionist, har også gjort sig grundige overvejelser om vejninger.

- Jeg er faktisk gået lidt længere væk fra vejninger, og så er jeg mere begyndt at kigge mig selv i spejlet. På den måde prøver jeg at monitorere, hvordan jeg har det, og hvordan jeg bevæger mig på banen. Jeg er blevet utrolig bevidst om, hvor jeg er henne. Jeg er mega-mega-perfektionist, og tidligere har det faktisk været enormt vigtigt for mig at gå væk fra vejninger.

Axelsen tog beslutningen om at gå af vægten, fordi han fra naturens side har en anden bygning end den almene badmintonspiller.

- Det var vigtigt for mig, fordi jeg har altid været tung af natur. Og tungere end alle andre. Oppe i hovedet kan man nogle gange godt tænke: ”Årh shit, jeg vejer tæt på 90 kilo. Nu er det for meget."

Med det sagt er det dog ikke ensbetydende med, at man bør droppe vejninger, mener Axelsen.

- Der er ingen tvivl om, at det er et vigtigt redskab, men for mig har det været vigtigt at bruge det på den rigtige måde. Jeg har jo lagt enormt meget muskelmasse på igennem min karriere, men det vigtige for mig har været, at muskelmassen sidder de rigtige steder, og at jeg samtidig er effektiv i mine bevægelser.

- For det nytter jo ikke noget, at jeg har 20 kilo siddende på min overkrop. Det skal helst være på benene og ned, at det sidder.

Man kan jo ikke have en eliteverden, hvor man ikke må sige: ”Prøv at høre her: Jeg tror, det ville være godt, hvis du lige var to kilo lettere."

Viktor Axelsen

Den danske verdensetter forklarer også, at det for ham personligt har krævet rigtig mange eksperimenter at ramme det rigtige balance.

"Jeg har været for langt ude"

For som den 29-årige fynbo fortæller, så har han intet problem med at leve af salat og bønner, hvis det er påkrævet.

Han kan presse sig selv til det yderste, når det handler om kost og vægt, men det er ikke altid løsningen, lyder det fra Axelsen.

- Jeg har erfaret på den hårde måde, at der er et vist punkt, hvor søvnen bliver påvirket, man bliver enormt irriteret og føler ikke, man har så meget energi. Det er en rigtig svær balance at finde det leje, hvor jeg føler mig let på banen, men stadig sover godt, og det er noget, der i hvert fald for mig har krævet en del eksperimenter, og det er ikke nødvendigvis det rigtige for alle.

- Jeg har været for langt ude, og jeg har været ude, hvor jeg helst skulle ligge med en fedtprocent på seks eller syv, men det var ikke det rette for mig, og det er blandt andet også derfor, jeg er gået væk fra vejninger.

Du siger, du i højere grad kigger dig selv i spejlet nu. Hvad er det så, du kigger efter?

- Hvad jeg specifikt kigger på? Jeg kan jo godt se, når jeg begynder at blive rigtig, rigtig tynd. Alle kroppe er forskellige, og der er nogle gange, man bliver nødt til at sige: ”Okay, nu bliver jeg nødt til at spise en ekstra håndfuld nødder." Det er svært, for man skal helst komme til et sted, hvor man får et sundt forhold til det.

Den danske verdensetter føler dog, at han med erfaringen er nået til et punkt, hvor han har en klogt og sundt forhold til kost og vægt.

Det kan også ses på banen, hvor han de senere år har vundet tæt på alt, han har stillet op i.

Axelsen har dog også en sidste pointe, for det er trods alt ikke en nem dagligdag, når man er elitesportsudøver.

- Man kan jo ikke have en eliteverden, hvor man ikke må sige: ”Prøv at høre her: Jeg tror, det ville være godt, hvis du lige var to kilo lettere." Det skal bare gøres på den rigtige måde. Og det er meget individuelt, hvad der er det rigtige.

Axelsen spiller sin andenrunde-kamp ved All England torsdag, og du kan se med på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.