I glimt kom gåsehuden tilbage, og derfor jubler ekspert over hans beslutning
Der var positive tegn at spore, da den tidligere verdensetter Kento Momota røg ud af All England onsdag.
Der skete noget på grænsen til det magiske onsdag eftermiddag i den engelske handelsby Birmingham.
Byen, der er landets næststørste, danner rammerne for den prestigefyldte badmintonturnering All England, og omkring klokken 15 lokal tid trådte en af historiens bedste badmintonspillere ind på hovedbanen.
Japanske Kento Momota har ikke været i nærheden af at vinde noget, siden han på ganske tragisk vis var involveret i en bilulykke i januar 2020. Ingen har dog glemt ham, og det var også til store bifald, han trådte ind til sin førsterundekamp på bane 1, All Englands vigtigste og mest centrale bane.
Jeg får gåsehud lige nu
Joachim Fischer om Kento Momotas spil
Momota havde det svært mod thailandske Kunlavut Vitidsarn, som tilfældet har været de senere år for den 28-årige japaner. Men hen mod slutningen af første sæt begyndte der at ske noget.
Der opstod nogle momenter.
De her momenter, hvor man stopper op og tænker: Gjorde han lige det?
Og ja, det gjorde han. Akkurat som i tiden før biluheldet, hvor det var en konstant ting fra hans side. Denne onsdag kom momenterne kun i glimt, men de kom.
Momota kunne se det, tilskuerne i Utilita Arena kunne se det. Alle mærkede det. Momota var for en stund på vej tilbage.
Vurderet på lydniveauet i hallen, når japaneren gjorde de rigtige ting, så var der heller ingen tvivl om, at alle ønsker at få Momota tilbage til verdenstoppen.
Der var en speciel aura i hallen i disse minutter, som TV 2 SPORTs badmintonekspert Joachim Fisher indrammede ganske præcist.
- Jeg får gåsehud lige nu, lød det, da Momota efter flere store dueller havde spillet sig frem til 20-18 i første sæt.
To sætbolde, elektrisk stemning, og vejen var banen for Momota. Var det her det helt store vendepunkt?
"Man sidder med et håb. Et håb om, han vender tilbage"
Nej, er det korte svar, for der skete det, badmintonelskere efterhånden er blevet vant til. Den japanske kriger knækkede, tabte de næste bolde, og så tabte han ellers første sæt.
Momota endte med at tabe opgøret i to sæt, men der er ingen, der kan tage de få glimt af storhed fra ham.
Jeg har ændret mine tanker fuldstændig. Jeg er engageret hver dag til træning nu
Kento Momota
Og de glimt, han gav tilskuerne og den fremmødte presse, var på en måde rørende for Joachim Fischer.
- Vi sidder med en stjerne, der fik sin karriere ødelagt på så forfærdelig en måde med et på alle måder urimeligt uheld. Så man sidder med det her håb. Håbet om, at han en dag vender tilbage til det, han havde inden.
- Det er derfor, jeg bliver ramt af en speciel følelse i kroppen, når jeg ser ham spille på den her måde. Hans historie er ufortjent, og når han gør de her ting i glimt, ønsker man bare alt for, at han kommer tilbage. Og det rammer mig.
- Jeg har stadig min tvivl, om han kommer tilbage på det niveau, han en gang havde, men i dag var der nogle af de momenter, der gav ham alle de store titler førhen.
Inden ulykken var Momota kendt som Viktor Axelsens onde ånd.
Momotas indbyrdes statistik mod Viktor Axelsen hed 14-1 i japanerens favør. Han støvsugede turneringssejre verden over, og hver gang stillede han op som favorit.
Momota har ombestemt sig
Efter sit comeback i 2021, som slet ikke gik som ønsket, ramte Momota bunden, og det var næsten ikke til at forstå, hvad han udtalte i et interview året efter.
Momota havde i en alder af 27 år mistet lysten til at spille badminton, og han sagde, at han var så godt som klar til at stoppe sin karriere.
Men den japanske stjerne fortæller efter sit All England-exit, at han er kommet på bedre tanker.
- Jeg har fået støtte af mange, mange mennesker, så jeg har været i stand til at spille godt på det seneste. Jeg kan ikke spille badminton alene. Jeg er bare taknemmelig for støtten fra alle omkring mig.
- Jeg har ændret mine tanker fuldstændig (hvad angår karrierestop, red.). Jeg er engageret hver dag til træning nu, siger han til TV 2 SPORT.
En melding, der vækker glæde hos Joachim Fischer.
- Jeg meget glad for at høre ham sige det her. Som badmintonfan savner man Momota. Man savner den gamle Momota. Så det glæder mig, at han ikke længere er indstillet på at stoppe.
Badmintoneksperten nævner dog også, at han stadig har svært ved at tro på, at Momota en skønne dag vender tilbage til sit gamle topniveau.
Onsdag var de små glimt af storhed dog grund nok til at skabe et lillebitte håb.
Og hvis man ikke har håbet, hvad har man så?